Tillidsrepræsentant råber op: - Der er alt for travlt på sygehuset lige nu

Der er voldsom overbelægning på sygehuset i Hjørring lige nu.

Der er overbelægning og travlhed på alle afdelinger, og det går ud over både ansatte og patienter. 

Sådan lyder det fra Maria Gade, tillidsrepræsentant og sygeplejerske på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, som forsøger at råbe politikerne på Christiansborg op.

- Vi har et stort indtag af akutte patienter, og det giver travlhed overalt i sygehuset både i modtagelsen og på sengeafsnittene, siger hun.

Mandag kunne vi på TV2 Nord fortælle, hvordan skadestuerne i regionen havde usædvanligt meget at se til på grund af isslaget, der resulterede i mange faldskader blandt nordjyderne og dermed lang ventetid.

Men det er ikke alene det, der lige nu skaber en flaskehals på afdelingerne, forklarer Maria Gade:

- Udover de folk der er skvattet rundt på de glatte veje, så er der også travlhed med akutmedicinske patienter, folk med lungebetændelser, infektioner og så videre, siger hun.

Og det er ikke kun ældre borgere, der fylder i den statistik.

- Vi ser også mange i den midaldrende gruppe, som er syge i øjeblikket.

Stort arbejdspres

Den store tilstrømning af patienter betyder, at sygeplejersker og læger har så travlt, at situationen er uholdbar, siger Maria Gade.

- Det betyder, at vi passer flere patienter, end vi burde. Når patienten er der, skal de jo have pleje og behandling, men jo flere patienter, du skal have på en vagt, jo dårligere behandling bliver det jo for den enkelte patient.

Kombineret med, at der er stor mangel på sygeplejersker, og at antallet af akutte patienter generelt er steget, så er det en rigtig presset situation lige nu, siger tillidsrepræsentanten:

- Der er personale, der ikke får pause og ikke får spist eller drukket i løbet af en vagt.

Burde have forudset det

Travlhed på grund af infektioner og deslige er ikke overraskende i vinterhalvåret. 

Derfor efterlyser Maria Gade, at man tager højde for det i vagtplanerne på forhånd, så personalet ikke skal ud i så den situation, de er i nu.

- Hvis man kan kigge fremad og forebygge det, der sker, så var man langt. 

Men der skal mere til ifølge tillidsrepræsentanten. Der skal tages beslutninger på Christiansborg om at forbedre sygehuspersonalets arbejdsvilkår.

- Der findes ikke en hurtig løsning. Politikerne er nødt til at kigge på lønnen for at tiltrække nok personale fra sundhedsvæsenet, lyder det fra Maria Gade, der også spår, at situationen vil forblive presset over jul og nytår.


Seneste nyt

fra Nordjylland