Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

174 gymnasieelever samles til sprogcamp i Hjørring

Foto: Aalborg Universitet

Gymnasieelever fra hele landet kommer til Hjørring, når Aalborg Universitet og Hjørring Gymnasium holder sprogcamp for syvende gang.

Fremmedsprog er under pres i hele uddannelsessystemet, og derfor inviterer Hjørring Gymnasium & HF-kursus og Aalborg Universitet unge sprogtalenter til sprogcamp.

I efteråret udsendte regeringen sin længeventede sprogstrategi, der skal sikre, at flere unge i fremtiden opnår solide sprogkompetencer. Det betyder blandt andet, at sprogområdet skal styrkes gennem initiativer på tværs af uddannelsessystemet.

Det arbejde er man faktisk allerede i fuld gang med i Nordjylland. For syvende år i træk arrangerer Hjørring Gymnasium & HF-Kursus sammen med Aalborg Universitet nemlig sprogcamp for unge med en særlig interesse og et talent for fremmedsprog. Og det er populært. 174 elever fra 44 gymnasier over hele landet har valgt at bruge den kommende weekend på at arbejde med sprog.

- Igen i år har vi oplevet en overvældende interesse for at deltage i sprogcampen, og det, synes jeg, er meget positivt. I Danmark har vi mere end nogensinde brug for at opmuntre vores sprogtalenter til at uddanne sig inden for forskellige sprog, og vi fortæller også, hvor mange jobmuligheder der rent faktisk er, når man er dygtig til sprog. I dag kræver erhvervslivet dygtige sprogfolk; man skal helst kunne mindst to og gerne tre fremmedsprog, og vi taler i dag alvorligt om det store behov for dygtige sprogfolk. Der bliver altså rift om de unge, der kan sprog, og det gælder alle brancher, forudser rektor på Hjørring Gymnasium & HF-kursus Elsebeth Gabel Austin.

Erhvervslivet har brug for sprogtalenterne

Sprogcampen afholdes på Hjørring Gymnasium & HF-Kursus og giver de unge mulighed for at beskæftige sig med enten engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk eller kinesisk. I den forbindelse afholder undervisere og studerende fra universitetet en række workshops, inden det hele afsluttes med en stor sprogmesse søndag eftermiddag, hvor de unge sprogtalenter skal præsentere en case omkring en virksomhed, som de har arbejdet med hele weekenden.

- Det er vigtigt med et arrangement som dette, fordi sprog er nøglen til verden.  Det har i mange år været den almindelige overbevisning, at bare man kunne engelsk, så kunne man begå sig alle steder. Men sagen er, at uden stærke kompetencer i flere sprog får vi ikke etableret de gode kontakter i Tyskland eller får landet den store ordre i Frankrig. Vi er ganske enkelt nødt til at opprioritere indsatsen, så flere unge mennesker får lyst til at læse sprog, understreger viceinstitutleder Lise-Lotte Holmgreen fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

Det er repræsentanter fra det danske erhvervsliv enige i. Virksomheder som Beauté Pacifique, Polar Seafood, World Translation, LEGO (Ole Kirk’s Fond) og EXPO-NET Danmark A/S støtter derfor op om den nordjyske sprogcamp.

- Jeg er meget glad for et initiativ som dette, for sprog er vigtigt. Det er selvfølgelig vigtigt, at unge vil læse til ingeniør eller økonom, men det er lige så essentielt, at unge vælger at læse et sprogfag. Vi er et lille land, og derfor er vi afhængige af eksport. Og vi må forstå, at vi ikke kan komme til Tyskland og tale dansk, engelsk eller fransk. Her er det nødvendigt, at vi kan tale tysk. Får vi ikke flere folk, der kan tale fremmedsprog i fremtiden, kan det bremse opsvinget, advarer Ib Brandt Jørgensen, som er CEO hos World Translation A/S.

Han deltager ofte i den offentlige debat og holder foredrag på både gymnasier og universiteter om nødvendigheden af, at vi i Danmark prioriterer sprog højere.

- Sprog i dag er ikke bare oversættelse. Det er bl.a. også procesledelse og tekstforfatning. Sprogcampen er derfor vigtig, for her samler vi unge med interesse for sprog, og det er dem, der skal ud og fortælle andre unge om de muligheder, der er i at arbejde med sprog, siger Ib Brandt Jørgensen.


Da Hans og Karins læge gik på pension, så det sort ud - men nu er der håb igen

Foto: Richard Svendsen, TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hans Rasmussen og Karin Lyng Rahbek kan måske få egen læge i byen igen. En ny aftale skal tvinge læger ud i yderområderne.

Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen er 77 og 78 år. De har haft den samme læge i 50 år, men sidste år gik lægen på pension, og siden da har de stået uden egen læge. 

- Vi har mistet vores gamle lægehus, hvor vi havde en læge, der vidste, hvem vi var, hvad vores problemer var, og hvad vi havde brug for, siger Karin Lyng Rahbek.

De har været vant til, at det var det samme ansigt, som de fortalte deres sundhedsproblemer til, men nu er det en anden sag. 

De seneste år har de været tilknyttet en regionsklinik, hvor de har mødt forskellige læger, hver gang de har været der. 

- Det har været meget utrygt. Vi håber sådan, at vores lægehus i Vestervig kommer tilbage, siger Hans Rasmussen. 

Måske snart ny læge til byen 

Men nu er en ny læge måske snart på trapperne til Karin og Hans. 

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal nemlig tvinge læger ud til de områder, hvor der er allerstørst behov for det - og det er noget, som falder i rigtig god jord hos Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen, der mener, det har stor betydning at have en personlig læge. 

- Lægen ved, hvordan man har det og kan tolke det, man siger, på den rigtige måde. Og jeg har oplevet, i hvert fald to gange, hvor det simpelthen har reddet mit liv, at lægen vidste, hvad det var, der var galt og kunne tolke mine udsagn, siger Hans Rasmussen. .

Helt konkret betyder det, at der kun kan placeres nye lægekapaciteter i Thisted og Morsø, samt 15 andre kommuner på landsplan, hvor det er vurderet, at behovet for læger er størst.

- Det vil betyde stor tryghed i min dagligdag. Jeg nærmer mig snart de 80, og når man i forvejen har nogle skavanker, så er det rart med en læge, der kender en, siger Hans Rasmussen.


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland er det Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø og Thisted Kommuner, der bliver tilgodeset.

I årevis har vi i Nordjylland manglet læger og bedt om hjælp for at få flere til vores område. Nu sker der noget. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner tvinger læger ud i områder, hvor længemanglen er størst.

Og det er i seks nordjyske kommuner. En af dem er Frederikshavn Kommune.

Her bor 80-årige Jørn Andersen med sin kone. De bor i byen Strandby som i mere end et år har stået uden en praktiserende læge.

- Vi er mange i byen og i nære områder, der savner den tryghed, vi havde indtil for halvanden år siden, Jørn Andersen.

Ingen garanti for læger

Konkret betyder aftalen, at der det første halvår af 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst. Dertil kommer det, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Se hele nyhedsindslaget herunder.

- De kommende praktiserende læger bliver simpelthen målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning. Og det er vigtigt, fordi det er afgørende for regeringen og med sundhedsreformen, at alle danskere skal kunne have en læge tæt på, siger indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V).

Men om aftalen virker, og hvor mange læser, aftalen ender med at sende ud til de mest lægefattige områder, kan aftalepartnerne ikke give et konkret bud på.

Men i Strandby håber de, at lægetørken snart er ovre, selvom det ikke er givet, at aftalen vil lukke en ny læge til.

- Det vil vi da sandelig håbe. Det har vi behov for. Som to ældre mennesker sammen med en hel masse andre i hele vores nærområde, siger Jørn Andersen.


Flyvestation Aalborg sender jagerfly til Argentina

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det første blev sendt afsted i dag.

Det første af i alt 25 F16-jagerfly, som Argentina har købt af Danmark, blev i dag sendt afsted fra Flyvestation Aalborg. I alt har Argentina købt 24 F-16 fly af Danmark.

Flyet kan ikke flyve, men det skal bruges af at de argentinske flymekanikere, så de kan lære flyet at kende, og øve sig på at reparere det, inden resten af F16-flyene på et senere tidspunkt kommer til landet. De nedpakkede F-16 fly blev læsset på et argentinsk Herkules transportfly, så det kunne komme til sit nye hjem.

-Under uddannelse der kan der jo ske ting som ikke var helt efter planen. Så er det væsentlig bedre, at de har et fly de kan øve sig på. Så de kan lære af de fejl de begår, uden det har konsekvenser. Både økonomiske eller flysikkerhedsmæssigt, siger major Jens Aabo fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Genbrug er at foretrække

Personligt er majoren glad for, at flyene er solgt, så de kan bruges af en andre nation.

- Vi har jo før taget fly ud af drift, som vi har skåret i små stykker, og det er langt værre end at vide, at nu er der en anden nation, der kan bruge de her fly måske 20 år endnu, siger major Jens Aabo.

Fra næste år og frem til 2028 bliver de resterende 24 F16-fly leveret til Argentina i grupper med seks fly ad gangen - og det kan lade sig gøre, fordi F-16 piloter er uddannede til at tanke flyet imens det er i luften.


Kæmpe nordjysk auktionshus ryster i waders’ene: Langt mellem jomfruhummerne

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er især de fisk og skaldyr, som det kræver meget energi at fiske, der er i fare for at forsvinde fra auktionen.

Nytår og jul er højsæson for fisk på middags- og frokostbordet, men i fremtiden kan nordjyderne få færre fisk og skaldyr at vælge imellem.

Sådan lyder den dystre vurdering fra Finn Møller, der er auktionarius på Hirtshals Fiskeauktion. For når den nye CO2-afgift på fiskeriet bliver indfaset til nytår, er det ikke alle fisk, det kan betale sig for fiskerne at fiske.

-Vi kommer til at se nogle fiskere, der kommer til at sortere i, hvad det er, de vil forsøge at fange, og hvornår de vil gå på havet, for det er jo store udgifter, man pålægger dem - uden de har chance for at komme udenom, siger Finn Møller.

- Vi har jomfruhummere her, og dem kommer danskerne sandsynligvis til at kigge rigtig, rigtig langt efter, medmindre man kan finde det ved udenlandske både, der jo ikke bliver ramt af den afgift her, siger auktionarius, der også forventer, at kulleren bliver et særsyn på auktionen, når afgiften indføres.

Men hvad skal man så gøre i stedet?

- Man kunne måske have gradueret det lidt. Man kigger på et erhverv, hvor den gennemsnitlige fisker er omkring 60 år gammel. Og de her fiskere kommer ikke til at sætte andre motorer i deres fartøjer. De kommer i stedet til at stoppe. Og det kommer til at betyde, at vi får væsentligt færre fartøjer i de kommende år her på stedet, siger Finn Møller og fortsætter:

- Problemet er, at man lige nu ikke giver nogen tid til at omstille sig. Havnen er ikke klar. Fiskerne er ikke klar til det. Teknologien er klar, men den er alt for dyr og der er ikke nogle forhandlere af det. Så lige nu er der ingen muligheder for den danske fisker.

Det er især jomfruhummeren, der er i fare for at forsvinde fra auktionen med fiskeriets nye CO2-afgift. Foto: TV2 Nord

På sigt går det jo sikkert mod noget grønnere, når vi kigger på alt, vi foretager os i verden. Så kan det ikke blive en konkurrencefordel for dansk fiskeri?

- Det kunne være et rigtigt godt argument. Men det, vi ser i bagklogskabens lys, er, at når man afvikler noget, som jeg tror, vi kommer til nu, så får du ikke udviklet noget bagefter.

- Hvis du mister 20 procent af fartøjerne, hvilket bare er min sølle formodning, får vi ikke de 20 procent af fartøjerne igen, når teknologien og havnen er klar. Så lige nu har vi ingen alternativer, siger Finn Møller og langer ud efter "de partier, der har besluttet det":

- Lige nu mislykkes man i stor stil.


Diannie går kun i bad to gange om ugen for at spare på elregningen

Der bliver ikke tændt for varmen hos Diannie.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Diannie er chokeret over torsdagens elpriser. Og hun er ikke den eneste.

Hvis nogle vil have aftensmad efter 17, så hedder det rugbrød. Sådan er én af de drastiske metoder, Diannie Tekin har indført i lejligheden i Nørresundby for at spare på strømmen.

Her bor hun med sine to voksne børn. Og da hun så torsdagens elpriser på op til 10,34 kroner per kilowattime i sin app, blev hun noget chokeret.

- Det er helt ude af proportioner, siger hun og fortsætter:

- Jeg er på variabel el og bruger slet ikke strømmen, når den er dyr.

Etagevask og tidlig aftensmad

Det er muligt, fordi alt i hjemmet indrettes efter elpriserne. Diannie har ikke opvaskemaskine, hun vasker kun tøj om lørdagen og laver aftensmad mellem klokken 15. og 15.30. Allersenest 17.

Og så går hun kun i bad to gange om ugen - ellers hedder det etagevask resten af tiden. Det kræver nemlig el at varme vandet op.

- Det gælder ikke børnene. De er vokset op i en anden tid, så det ville tage livet af dem, griner Diannie Tekin, der er på førtidspension og derfor har lettere ved at flytte sit elforbrug til de billige timer.

El-tips

  • Hold snor i dine opladninger. 
    Trådløs opladning kræver op til 50 procent mere strøm end opladning med et kabel.

  • Fnug i filteret øger forbruget.
    Hvis dit filter i tørretumbleren er fyldt med fnug, kan det øge forbruget med over 10 procent på grund af den forlængede tørretid. En anden vane er at centrifugere tøjet først. Tørrer du tøj ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger tre gange om ugen, kan du årligt spare 140 kWh. Det svarer til cirka 770 kroner.

  • Overvej hvordan du streamer film og serier.
    Du kan spare helt op til 95 procent strøm, hvis du streamer via et Chromecast eller Apple TV i stedet for PlayStation eller Xbox.

  • Tjek fryser og køleskab.
    Dit strømforbrug stiger med 5 procent for hver grad, temperaturen falder i dit køleskab eller fryser. Den helt balance mellem holdbar mad og et fornuftigt strømforbrug er 5°C i køleskabet og -18°C i fryseren.

  • Mindre kogevand
    Skal du spare ekstra, når du koger vand, kan et låg på gryden desuden strømforbruget. Og ved at bruge mindre vand at koge i, kan du spare hele 30 procent hver gang, du forbereder dine måltider på et elektrisk komfur.

Kilde: Norlys

Flytter forbruget

Men Diannie er langt fra den eneste. Susan Knøs fra Aalborg er også på en variabel elaftale og forsøger desperat at skære helt ned på elforbruget.

- Vi har råd til det nu, men hvis priserne bliver ved med at være så høje, bliver økonomien ikke ved med at være god, siger hun og fortsætter:

- Vi tænker i forvejen meget over vores forbrug og sidder hjemme i en mørklagt lejlighed med stearinlys tændt. Det er jo også begrænset, hvor meget man kan spare. Vi skal jo også leve og være til.

Susan Knøs bliver derfor vred over elpriserne.

- Det kan ikke være rigtigt, at prisen skal være så høj. Det lugter af grådighed!

Hun og hendes partner har dog ingen børn og kan derfor ligesom førtidspensionist Diannie Tekin sætte forbruget ned i den dyre time mellem 17 og 18.

Men det kan Anja Guldbæk fra Vadum ikke. Her bor de to voksne og deres 12-årige datter i et rækkehus. De har også valgt en timeafregnet elaftale.

- Jeg tjekker hver dag, hvordan strømmen er, og planlægger, hvad vi skal derefter.
Familien har elbil, som lader om natten, når strømmen er billig. Ellers kan gasgrillen også tages i brug.

Men der er stadig vaskemaskine, tørretumbler, komfur og ovn, der sluger strøm.

Dog er der allerede udsigt til bedring i de kommende dage. Det lover Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi:

- Jo mere af forbruget man kan skubbe til i nat eller i morgen, des bedre. I løbet af natten falder elprisen, og også i de kommende dage, siger han.