17,5 millioner på vej til stadion i Hjørring
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Nord Energi Arena.
Byrådet i Hjørring har besluttet at bruge 17,5 millioner kroner på at opgradere Nord Energi Arena, så stadion lever op til kravene i Superligaen.
I denne sæson har Vendsyssel FF fået dispensation til at spille på hjemmebanen Nord Energi Arena, efter klubben er rykket op i Superligaen. Men fordi stadion ikke lever op til DBU’s stadionkrav, skal det renoveres – man kan nemlig maksimalt få dispensation i et år, med mindre der ligger konkrete renoveringsplaner.
Nu er byrådet i Hjørring så klar med 17,5 millioner kroner til finansiering af en overdækket nordtribune samt en overdækket østtribune. En investering, der betyder, at stadion fremover vil leve op til DBU’s krav.
Det er mange penge, men man kan vel ikke forestille sig, at Frederikshavn White Hawks blev bedt om at spille i Aalborg.
Arne Boelt, borgmester, Hjørring Kommune (S)
- Det er et uheldigt tidspunkt, det sker på, for vi sidder med et stramt budget. Men hvis Hjørring Kommune kun kan drifte kerneydelser, så giver det et anderledes billede end det, vi gerne vil – nemlig have en kommune, hvor der både er kultur og sport, siger Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt (S).
Hvis ikke stadion lever op til DBU’s krav, vil Vendsyssel FF være nødt til at leje sig ind på et andet stadion fra næste sæson.
- Det er mange penge, men man kan vel ikke forestille sig, at Frederikshavn White Hawks blev bedt om at spille i Aalborg. Derfor er det med pistolen for panden, men sådan nogle beslutninger er der også nogle gange, siger Arne Boelt.
20 byrådspolitikere stemte for, fem undlod at stemme og fem stemte imod.
Vendsyssel FF skal betale cirka en million kroner om året i leje af stadion.
Tribunerne forventes at stå klar til næste sæson.