Antallet af piger på gymnasium styrtdykker

På Teknisk Gymnasium i Aars har man de seneste to år oplevet den laveste andel af optagne piger i syv år på HTX.

Knap hver femte på uddannelsen er pige, og det er for lidt, når man spørger uddannelseslederen for HTX.

- Vi har oplevet et drastisk fald over de senere år, og vi skal gerne have flere piger fremover, siger Else Ravn Rasmussen.

Målsætningen er, at 30 procent af en nystartet årgang skal bestå af piger, og det er et stykke fra de 18 procent, som uddannelsen lige nu må nøjes med.

På HTX har de ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor færre piger vælger at uddanne sig hos dem, men de understreger, at en mere ligelig fordeling af kønnene er at foretrække.

- Når man hører fra sine kammerater, at der er så få piger, så er der nogle, der tænker, at det har jeg det nok ikke godt i, og så må jeg hellere vælge noget andet, lyder det fra uddannelseslederen, Else Ravn Rasmussen.

Fordele og ulemper ved at være i undertal

Louise Bech begyndte på HTX i Aars i sommer. Hun ser både fordele og ulemper ved, at pigerne er i stort undertal.

- Man kan godt føle lidt, at man ikke rigtig får den der bedste veninde i klassen, fordi der ikke er så mange at vælge imellem. Men omvendt skal vi kunne sammen, fordi vi er så få, siger Louise Bech.

Thomas Nikolaj Jensen fra 1. g mener, at pigerne er vigtige for jargonen.

- Hvis man gik sammen bare drenge, ville det nok være mere fjollet. Pigerne på den her årgang prøver at holde lidt styr på det, så det ikke bliver rent fjolleri.

HTX i Aars har gang i flere tiltag, der skal gøre uddannelsen mere indbydende for piger. Blandt andet skal der være nye studieretninger, som henvender sig særligt til dem.

Hør næstformanden i DI Aalborg, Henrik Hagens, svare på,​​​​​ hvilket ansvar, han mener, at organisationen skal tage for at få piger ind på de tekniske uddannelser.

Seneste nyt

fra Nordjylland