Babylykke i Sønder Saltum: Ko nummer 379 fik velskabte trillinger
Forleden skete der noget helt usædvanligt på en gård i Sønder Saltum ved Løkken.
Ko nummer 379 er netop blevet mor til velskabte trillingekalve.
Der er babylykke på Martin Hejlesens gård i Sønder Saltum ved Løkken. Forleden nedkom simmentaler-koen med det mundrette navn 379 nemlig med velskabte trillingekalve.
- Jeg vidste godt, hun skulle have en kalv, men jeg vidste altså ikke, hun skulle have tre, siger Martin Hejlesen, der med et fik udbygget den lille besætning med kødkvæg med tre på en gang.
Martin Hejlesen hjalp selv de tre små til verden. Det skete på en mark ved gården, og da 379 havde kælvet med stor succes, kom hele den lille familie hjem på gården.
- Jeg tog den hjem fordi det var regnvejr, og moren kunne heller ikke rigtig styre dem alle tre, fortæller Martin Hejlesen, der aldrig tidligere har oplevet en ko få trillingekalve.
Det er der rigtig mange andre landmænd, der heller ikke har, for det sker uhyre sjældent. I Danmark bliver der hvert år født flere end 100.000 kalve, men kun otte gange om året bliver der født trillinger. Dertil kommer, at risikoen for dødfødsel er større, når koen er drægtig med flere kalve, men i Sønder Saltum er alle tre ved godt helbred.
Ifølge statistik fra SEGES, det tidligere Videnscenter for Landbrug, er chancen for at trillinger hos køer beskedne 0,0171 procent, og så skulle man måske tro, at netop disse fødsler havde en sammenhæng med inseminering, som er kilden til en overvægt af undfangelser hos køer. Måske ja, men ikke i Sønder Saltum.
Der befinder den stolte far sig nemlig i samme stald som sit nyfødte afkom. Store Per hedder han, og han undfangede de tre kalve helt naturligt.
- Han hopper jo bare på koen ude på marken, og så går det jo helt af sig selv, fortæller Martin Hejlesen.