Beboere på plejehjem nægter at flytte

Hjørring Kommune vil lukke plejehjemmet Havbakken i Tornby ved Hirtshals, men beboerne vil ikke flytte ud.

Den tidligere sognepræst, 94-årige Poul Willumsen, er én af de 23 beboere på Havbakken, som ikke vil flytte.  

- Jeg er ikke stædig, jeg holder bare på min ret til at blive boende. Vi kan ikke få det bedre, end vi har det her på Havbakken, siger han.

Viggo Krath, hvis forældre bor på Havbakken, har stået i spidsen for en underskriftindsamling. Med undtagelse af beboerne på demensafsnittet har samtlige 23 plejehjemsbeboere skrevet under på, at de ikke flytter nogen steder.

- Vi har fået øje på lejeloven, der betyder, at de ældre ikke kan sættes på gaden. Det er uforskammet og urimeligt, at vores ældre medborgere efter et hårdt arbejdsliv skal flyttes rundt på den her måde, siger Viggo Krath.

Hjørring Kommune er allerede i foråret stoppet med at visitere nye beboere til plejehjemmet. Kommunen accepterer dog de ældres ret til at blive boende. Selv om det kan være nok så irriterende for kommunen. 

- Man ”staller” processen, vi skal have fremadrettet. Den dag Havbakken er tømt og lukket, så skal vi finde ud af, hvad det her store område skal bruges til, og det sætter man på standby, siger den konservative Per Møller, der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.   

TV2 Nord har tidligere fortalt om Hjørring Kommunes begrundelse for at lukke plejehjemmet. Der er for mange plejehjemspladser i kommunen, og selv hvis Havbakken lukkes ned, så er man stadig i stand til at opfylde lovens minimumskrav om maksimum 60 dages ventetid på en plejebolig.

I morgen ventes det, at et snævert flertal i byrådet i Hjørring Kommune - bestående af Socialdemokratiet, SF og Konservative - definitivt vedtager at lukke plejehjemmet. Det sker i forbindelse med 2. behandlingen af budgettet. Herefter vil kommunen så en sidste gang forsøge at overtale de ældre på Havbakken til at flytte.


Seneste nyt

fra Nordjylland