Dana Cup giver travlhed i private hjem

Omkring 30.000 mennesker kommer i forbindelse med Dana Cup til Hjørring. Flere private hjem har i den forbindelse valgt at åbne deres dør.

- Her bliver der hver morgen serveret nybagte boller, fortæller Erland Levorsen.

Erland og Grethe har i den kommende uge tre udenlandske forældrepar boende, der er kommet til Hjørring for at se deres børn spille fodbold i Dana Cup-turneringen.

Dana Cup er den tredjestørste fodboldturnering for ungdomshold i verden. Der er derfor godt fyldt op i Hjørring i den kommende uge. De 30.000 mennesker, der kommer i forbindelse med Dana Cup, fordobler nemlig Hjørrings indbyggertal.

- Dana Cup bliver jo større og større i Hjørring. På et tidspunkt bliver det jo nok så stort, at det kan være svært at finde plads til alle de mennesker, så synes vi bare, at det var oplagt at åbne vores dør, siger Erland.

Der er 1170 hold, der deltager i årets turnering, hvilket er 60 mere end sidste år. Det er en udfordring for de mange mennesker at finde et sted at sove.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed at Hjørring ikke har ret mange hotelværelser, så det er rigtig hurtigt udsolgt. Jeg ved at alle hotellerne er udlejet helt op fra Skagen og helt ned til Rødhus, så der er brug for alle de lokaler, man kan opdrive, fortæller Jette Andersen, Direktør for Dana Cup.

Haven er gjort klar og sengene er redt op - så nu er alt klar til gæsterne i Erland og Grethes lille Bed and Breakfast på Østre Allé. Ægteparret har selv børnebørn, der skal spille i Dana Cup, så det var helt naturligt for dem at åbne dørene for flere glade tilskuere til turneringen.

- Jeg synes, det er rigtig sjovt at snakke med de mennesker, der kommer til Dana Cup. Det ville jeg nok savne, hvis jeg ikke fik lov til at opleve det på tær hold, siger Erland.


Seneste nyt

fra Nordjylland