Efter forlænget spilletid: Vendsyssel FF videre i DBU Pokalen

Det blev en ægte gyser, da Vendsyssel FF onsdag aften spillede sig videre fra 2. runde af DBUs pokalturnering.

Der skulle mere end de normale 90 minutter et fodboldopgør varer til at afgøre løjerne, da Vendsyssel FF og Brabrand onsdag aften tørnede sammen i DBUs pokalturnering. Et Brabrand-mandskab, der ligesom Vendsyssel FF normalt holder til i 1. division. 

Efter de første 90 minutter og lidt til var stillingen stadig 0-0. Dermed gik kampen videre i forlænget spilletid.  

Selvom det var tæt, så endte det alligevel med, at spillerne fra Vendsyssel FF kunne hæve armene over hovedet i en sejrsrus. Efter 102 minutter scorede midtbanespilleren Lucas Jensen nemlig kampens enlige mål. Måltavlen viste dermed 1-0, og den stilling holdt kampen ud. Dermed er Vendsyssel FF videre til 3. runde af DBU Pokalen. 

Torsdag aften skal AaB se, om de kan gøre Vendsyssel FF kunsten efter. AaB skal til Viborg og møde sidste sæsons nedrykkere fra Superligaen. Den kamp spilles klokken 19.30. 


Seneste nyt

fra Nordjylland