Vendsyssel bider sig fast i toppen
Foto: Henning Bagger / Scanpix
Med endnu en sejr på kontoen har Vendsyssel FF bidt sig fast i toppen af 1. division.
1. division er, set med nordjyske briller, et ganske kønt syn i øjeblikket. Giver man tabellen elevatorblikket undres man først over at Superliga-nedrykkerne fra Viborg huserer på en øjeblikkelig 10. plads, og jo længere man kommer op, undres man over ikke at være stødt på et af de nordjyske hold.
Det sker nemlig lige nu først, når man kommer til den absolutte top. Thisted FC, der er oprykkere i 1. division indtager tabellens fjerdeplads mens Vendsyssel FF, der i sidste sæson var snublende tæt på at blive Superliga-hold har indtager en plads, der er endnu et par nuancer kønnere.
Erik Rasmussens tropper indtager nemlig andenpladsen, og den bed de sig fat i lørdag, da de besejrede FC Roskilde på hjemmebane. 2-0 vandt nordjyderne.
Sejren blev grundlagt i anden halvleg hvor Yao Dieudonne og Christian Moses henholdsvis tidligt og meget sent i halvlegen scorede.
Den ivorianske lejesvend Dieudonne headede bolden i kassen, da han var hurtigst fremme ved et indlæg fra Moses Opondo, og så var Vendsyssel foran.
Det var bestemt ikke fordi Vendyssel dominerede Roskilde, der kampen igennem også kom frem til store chancer og blandt andet kunne se Daniel Stenderup forspilde en gigantisk chance efter 66 minutter og igen efter 82 minutter.
Istedet for et Roskilde-mål blev det til endnu et Vendsyssel-mål, da Christian Moses endte med en friløber, som han udnyttede iskoldt.