Efterskoleelever vil indsamle 300.000 kroner til hjemløse
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
For femte år i streg arrangerer Horne Efterskole horneHjælp til fordel for hjemløse-avisen Hus forbi.
Fiskeauktion, kræmmermarked, Mick Øgendahl og meget andet. Det er blot nogle af punkterne på dette års program for horneHjælpen - en velgørenhedsuge arrangeret af eleverne på Horne Efterskole.
For femte år i streg har eleverne i en hel uge samlet ind til fordel for hjemløse-avisen Hus Forbi. Hver en krone, eleverne får skrabet sammen i denne uge, ender således hos hjemløse i Danmark.
- Man får god samvittighed, og man ved, at man hjælper nogle mennesker, som har brug for det. Altså at man tjener en masse penge, og man giver dem ud i stedet for. Det er helt klart en god følelse, siger Klara Daugbjerg, elev på Horne Efterskole.
I weekenden står den på fiskeauktion, musical, loppemarked, hoppe- og legeland og andre forhåbentligt indbringende arrangementer.
Sigter mod 300.000 kroner
Der var også fuldt hus på efterskolen først på ugen, da 900 personer havde skaffet sig billet til stand up-showet med Mick Øgendahl. Her optrådte komikeren ganske gratis, og alle pengene fra billetsalget går til Hus Forbi.
Sidste år kunne efterskoleleverne aflevere en pose penge på 175.000 kroner til hjemløse, og i år håber man at ramme hele 300.000 kroner.
- Jeg ser, at de (eleverne, red.) vokser rigtig meget, fordi de får lov til at høre nogle skæbnefortællinger, hvor de tænker, at det ligeså godt kunne være dem selv. På den måde tror jeg, at de får skabt et samfundssind, som de går ud i verden med og tænker, at vi ikke er stærkere end de svageste i samfundet, forklarer efterskoleforstander Mogens D. Jensen.
Eleverne har som optakt til indsamlingen haft besøg af en hjemløs på skolen, og eleverne har desuden været på besøg i Hus Forbi-huset i Vanløse for at se, hvad pengene fra efterskolen er blevet brugt til tidligere.