Eftersøgning: Led kun i byen - og lad helikopterne søge udenfor
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Dement er bortgået fra plejehjem i Sindal.
Hjemmeværnet er på vej til Sindal med 20 mand, der skal lede efter dement mand. Folk opfordres til kun at lede i byen. To helikoptere leder fra luften.
Der ledes på livet løs i Sindal efter den demente mand, som til aften gik fra sit plejehjem. Siden har ingen set ham.
Nordjyllands politi har indsat flere patruljer og hunde, og to helikoptere cirkler over Sindal, hvor de bruger termiske kameraer til at lede efter den forsvunde mand.
Men helikopterne kan ikke gøre deres arbejde ordentligt, hvis der går folk rundt i de åbne områder. Der dukker simpelhen for mange personer op på overvågningsbillederne, som redningsfolkene skal sortere i.
- Nordjyllands politi opfordrer borgerne i området ved Sindal til kun at kigge efter bortgåede i byen Sindal og ikke uden for byen på åbne områder. Helikopteren kan ikke arbejde optimalt med mange folk i området uden for byen. På forhånd tak, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Der ledes intenst alle steder, og folk opfordres til at lede i baggårde, skure og udhuse. Den ældre herre er dårligt gående, så politiet regner ikke med, at han kan være nået langt væk, derfor bedes offentligheden søge intenst i byen og lade helikopteren afsøge de åbne områder udenfor byen.
Lige nu er Hjemmeværnet på vej til Sindal med 20 mand, der skal deltage i eftersøgningen.
Skulle man støde på den demente bedes man kontakte ham og straks melde ind til Nordjyllands Politi på 114.