”Hjørring-modellen” har fået flere i job og uddannelse

En investering på 125 millioner kroner i bedre samspil mellem sagsbehandlere og borgere giver gode resultater.

Det var en investering af de helt store, da Hjørring Kommune i 2014 brugte 125 millioner kroner på en opgradering af relationen mellem sagsbehandlere og borgere.

Pengene skulle gøre det muligt at tage udgangspunkt i den enkelte person fremfor at tænke i kasser. En måde kunne for eksempel være gennem en tværfaglig analyse med psykologer, fysioterapeuter og sygeplejersker.

I maj i år kunne kommunen så fortælle, at pengene var givet godt ud – her var 600 personer indtil videre gået fra offentlig forsørgelse til enten uddannelse eller arbejde, og det betød en besparelse på 47,3 millioner kroner.

Aalborg Universitet satte sig for at undersøge initiativet, der bliver kaldt for ”Hjørring-modellen”, og resultatet er nu klar. Det stemmer overens med kommunens egen oplevelse: flere kommer i job og i uddannelse.

quote Når arbejdslivet kan strække sig over 50 år, og når nogle af vores borgere har været i forsørgelsessystemet igennem en årrække, så skal vi have tålmodigheden til at skabe de rigtige langsigtede løsninger

Ivan Leth, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Hjørring Kommune

- Sammentænkningen af det sundhedsmæssige, det sociale og det virksomhedsrettede er det unikke i Hjørring Kommunes investeringsstrategi er det der for alvor adskiller os fra andre kommuner, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Hjørring Kommune, Ivan Leth.

Også holdtilbud til borgere med stress, angst og depression har været under universitetets lup, og her har tilbagemeldingen fra borgerne været positiv. Der er dog behov for mere individuelle forløb for personer med massive angstproblemer.

- Borgerne skal hjælpes til en fast forankring på arbejdsmarkedet. Det kræver ofte længerevarende indsatser af forskellig karakter. Når arbejdslivet kan strække sig over 50 år, og når nogle af vores borgere har været i forsørgelsessystemet igennem en årrække, så skal vi have tålmodigheden til at skabe de rigtige langsigtede løsninger for og med borgerne, siger udvalgsformand Ivan Leth.

De positive resultater betyder, at Hjørring-modellen fortsat vil blive brugt i kommunen.


Seneste nyt

fra Nordjylland