Højesteret afgør: Vandselskaber vinder sag om milliarder

Hjørring Vand A/S har været en del af en sag mod skattestyrelsen til 36 milliarder. En sag, der kunne være endt med en ekstraregning til forbrugerne.

Det kunne være endt med en regning til forbrugerne på 36 milliarder kroner i en principiel sag, der torsdag blev afgjort ved højesteretten. Det hele handler om den måde vandselskaberne i hele landet er værdisat på. For hvis de bliver værdisat for lavt, så får de også lavere fradrag i SKAT. 

- Vi er meget tilfredse med, at Højesteret har givet vandsektoren medhold i, at Skat ikke har fulgt de politiske intentioner i forhold til fastsættelse af de skattemæssige åbningsbalancer og dermed virksomheders og danskernes betaling af skat via vandregningen, siger direktør i Danva, Carl-Emil Larsen i en pressemeddelelse.

Sagen startede i 2009, hvor vandselskaber blev gjort til aktieselskaber. Her valgte SKAT at værdisætte dem på en måde, som vandselskaberne var uenige i. Højesteret har nu givet vandselskaberne medhold i at SKATS værdisætning var forkert. 

Danva og Danske Vandværker har sammen kæmpet for sagen siden 2011. Det er i to principielle sager, der er faldet dom. Det er Hjørring Vand A/S og Hvidovre A/S mod skatteministeriet, der er blevet afgjort. Disse sager menes dog at få betydning for 273 andre vandselskaber. 

- Der er tale om lovsjusk, som vi på vegne af danskerne har ønsket at rette op på. Skattelovgivningen er aldrig blevet udformet af embedsværket og implementeret, som det var ønsket og besluttet af politikerne bag vandsektorloven. Men det har Højesteret nu rettet op på, siger Carl-Emil Larsen.

Hvis dommen var gået imod vandsektoren kunne forbrugerene have risikeret en væsentlig stigning på vand- og spildevandsregningen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland