Kvindedominans: Fortuna kværner modstander 20-2
Foto: Emil Jensen/Ligafoto.dk
De tre spillere her stod sammenlagt for halvdelen af Fortunas 20. Sarah Dyrehauge scorede 2, Sara Thrige Andersen 5 og, Signe Bruun 3 mål
Hele 11 spillere kom på scoringslisten, da Fortuna spillede med musklerne i pokalturneringen.
Mejrup kæmpede bravt, men det var en umulig opgave at holde de nordjyske magt-damer fra at skyde bolden i mål igen og igen og igen og igen...
Hele 20 gange måtte Mejrup GUs målpige hente bolden i netmaskerne i en kamp, hvor forskellen mellem Kvindeserie Vest og toppen af 3F-ligaen blev understreget med en pensel så bred, at den kunne male en nordjysk motorvej i et strøg.
De midtjyske spillere gjorde dog et hæderligt forsøg foran 500 tilskuere på hjemmebane i Holstebro og forsvarede sig på bevidste vis, og det lykkedes da også at få scoret to gange.
Hele 11 Fortuna-spillerne kom på scoringslisten. Mest scorende var Sara Thrige Andersen med fem mål, Signe Bruun scorede tre, Sarah Dyrehauge, Karen Holmgård og Sara Holmgård hver to og så var der et mål til Annika Just Schreiber, Ida Guldager, Tamires Del Britto, Caroline Rask, Frederikke Thøgersen og Louise Ringsing.
Med sejren er Fortuna videre i pokalturneringen, mens Mejrup nu kan koncentrere sig om kampene i kvindeserie vest, og glæde sig over at have oplevet en kamp mod kvindefodboldens for tiden bedste hold.
Fortuna har ligakamp på søndag mod VSK i Århus. Det bliver en anderledes vanskelig opgave. VSK ligger i øjeblikket på en tredjeplads i 3f-ligaen med 10 points, mens Fortuna topper med maksimumpoints – 18.