Ny færge skal give flere afgange mellem Danmark og Norge
Katamaranen HSC Fjord Cat sejler til dagligt på ruten mellem Danmark og Norge. Den nye færge er ligeledes en katamaran, men kan fragte dobbelt så mange passagerer som HSC Fjord Cat. Arkivfoto.
Fjord Line, der varetager ruten mellem Hirtshals og Norge, investerer nu i en ny færge, der skal give flere afgange og en længere turistsæson.
Vi kan muligvis se frem til endnu større norsk turisme til Nordjylland, da Fjord Line har bestilt en ny færge af typen katamaran, der skal sejle på ruten mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge. Det fortæller koncernchef i Fjord Line A/S, Rickard Ternblom.
- Det er en milepæl i Fjord Lines udvikling. Vi har skabt gode resultater på ruten i de seneste år og er derfor meget glade for, at vi har kunne bestille et nyt skib, siger han.
Den ekstra færge bringer Fjord Lines samlede antal af skibe op på fem og kommer til at betyde flere afgange og en længere sæson. Den vil have plads til 1.200 passagerer og 400 biler, hvilket er en fordobling af de skibe, som Fjord Line sejler med på ruten i dag.
- Komfort er én af de ting, som har været vigtige for os i udviklingsfasen. Katamaranen skal tilbyde en komfortabelt og behagelig rejseform og samtidig være den hurtigste vej mellem Danmark og Norge. Med en topfart på 40 knob vil rejsen fortsat kunne klares på kun to timer og 15 minutter, siger Rickard ternblom.
Butikken om bord bliver også dobbelt så stor og får et større udvalg, man kan købe fra. Den nye færge kommer også til at betyde øget skibsfragt på ruten.
Fjord Line har bestilt færgen hos det australske skibsværft Austal Ships Pty Ltd, og den skulle gerne stævne ud til sæsonen i 2020.
Fra 2014 til 2016 var der 26.000 flere passagerer, der tog færgen mellem Hirtshals og Kristansund sammenlignet med de to år forinden. I alt tog 213.000 passagerer ruten i 2016 fordelt over 576 overfarter.