Slut med stinkende skoletoiletter: Elever tager ansvar for eget toilet
Foto: Lone Vad Dam
På Lundergårdsskolen i Hjørring har hver klasse sit eget toilet, og det har betydet renere toiletter.
På Lundergårdsskolen i Hjørring har de fundet en simpel og helt gratis måde at undgå ulækre toiletter. Hver klasse har fået ansvaret for sit eget toilet, og det har virket.
Ulækre skoletoiletter og elever, der holder sig hele skoledagen er et udbredt problem. Sådan var det også på Lundergårdsskolen i Hjørring.
- Der var tisset i hjørnerne, og man ville ikke sidde på toiletterne. Der var papir rundt omkring herinde, og det lugtede ganske forfærdeligt, fortæller inklusionsmedarbejder Charlotte Olsen fra Lundergårdsskolen.
Eleverne var heller ikke specielt vilde med at gå på toilet.
- Der var vand på gulvet og papir. Det var jeg ikke særligt vild med, siger Matti Jakobsen fra 1.A, og han bakkes op af klassekammeraten Dagmar Drudvaleur:
- Det var lidt ulækkert. Det lugtede grimt på wc'et, siger hun.
Men sådan er det ikke længere. Nu er toiletterne pænde, rene og lugtfrie, og det skyldes et ganske simpelt tiltag. Hver skoleklasse har fået deres eget private toilet, som de skal bruge og samtidig har de ansvaret for, at toilettet er i pæn stand. Det ansvar har de i høj grad levet op til.
- Børnene er mere obs på, at der ikke ligger noget på gulvene, og at der er rykket ud, siger Charlotte Olsen.
Det betyder, at det ikke længere lugter, og at der ikke er tis og papir på gulvene.
- Det er dejligt. Og så kommer der ikke beskidte ting på wc'et, og det er rigtig dejligt, siger Dagmar Drudvaleur.
Som en bonus har de noget mere indbydende toiletter også gjort timerne bedre for både lærere og elever.
- Vi har rene toiletter, og børnene vil gerne bruge dem. Det giver mere ro, fordi de ikke skal sidde og holde sig, fordi toiletterne er ulækre. Nu er toiletterne rene, så man kan komme derud, og så kan de også sidde mere roligt, siger Charlotte Olsen.