Foto: Nils Meilvang, Scanpix

Tricktyve gik tomhændet fra bolig i Hirtshals

Tricktyve fik tirsdag eftermiddag adgang til et hjem i Hirtshals. De forlod dog stedet uden at stjæle noget.

En kvinde var tirsdag eftermiddag udsat for en noget ubehagelig oplevelse. Det der egentlig bare skulle være en venlig handling endte med at give tricktyve adgang til hendes hjem. Det fremgår af Nordjyllands Politis døgnrapport. 

Kvinden stod ved sin trailer udenfor sin bopæl på Kærholm i Hirtshals. Her tog en mand kontakt til hende og spurgte om vej til Sverigesgade. Han forsøgte under samtalen, at få kvinden ud på vejen. 

Under dialogen havde kvinden ryggen til sin ulåste hoveddør. Efter hun havde hjulpet manden på vej, kunne hun konstatere, at der havde været nogen inde i hendes soveværelse. Der blev tilsyneladende ikke stjålet noget. 

Manden, der spurgte om vej beskrives som østeuropæisk af udseende, 40 år, 170-175 centimeter høj, spinkel kropsbygning, brunt hår, og han talte engelsk. 

Hvis man har oplysninger i sagen, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114. 

Læs også Nordjyde varetægtsfængslet for indbrud og biltyverier i Lønstrup