Vendsyssel uden sejr i foråret: - Vi har fortjent mere end vi har fået

Vendsyssel FF har endnu ikke vundet en gældende kamp i 2019, og lørdag skal vendelboerne forsøge at vende stimen mod AaB.

Superligaklubben Vendsyssel FF har endnu til gode at vinde i 2019. Vendelboerne har godt nok vundet en træningskamp over Vejgaard Boldspilklub, men når det handler om gældende kampe, er det udelukkende blevet til nederlag eller uafgjort. 

Det til trods bevarer superligaklubben længst mod nord optimismen forud for lørdagens lokalopgør mod AaB.

- Man kan kigge på den lille prik på papiret, men man kan også kigge på alt det hvide udenom. Og vi kigger på alt det hvide udenom, for der har været rigtig mange gode ting. I fire af de sidste fem kampe er vi gået fra banen med point - også mod gode modstandere, og hvor vi endda har været i undertal i store perioder. 

- Vi har været tæt på at vinde mange af dem. Også tættere på end modstanderen, og vi har gjort os fortjent til at få væsentligt flere point, end vi har fået, lyder det fra cheftræner i Vendsyssel, Jens Berthel Askou. 

Artiklen fortsætter under videoen. 

Jens Berthel Askou er fortrøstningsfuld forud for lokalopgør. 

Skal passe på AaB's individualister

Det er kun blevet til fem point i forårets foreløbigt ni kampe. Senest hentede Vendsyssel et point i Randers, og man tager gode takter med fra det opgør. 

- Vi har sindssygt mange angreb, hvor vi kommer bagom og får slået indlæg tæt på deres felt, men som ikke munder ud i en afslutning eller mål. Det skal vi skærpe, og det har vi arbejdet med, lyder det fra Jens Berthel Askou.

Han erkender dog samtidig, at lørdagens opgør mod AaB bliver en stor mundfuld, selvom AaB også ligner et slagent mandskab med kun et point i de senste tre kampe.

- Det bliver svært mod et AaB-hold, som har mange dygtige individualister, der kan spille hurtigt og med få berøringer på den sidste tredjedel. Det skal vi selvfølgelig få lukket ned for, så godt vi kan, lyder det fra Vendsyssel-træneren. 

AaB har igen backen Jakob Ahlmann tilbage i truppen, mens Tom van Weert og Oliver Abildgaard er røget på skadeslisten.

Vendsyssel FF må undvære Moses Opondo, Sebastian Czajkowski og Jón Dagur Thorsteinsson. Sidstnævnte er karantæneramt. Omvendt er Mikkel Frankoch tilbage i truppen. 

Kampen mellem AaB og Vendsyssel spilles lørdag klokken 16, og den kan ses direkte på TV3 Sport.


Seneste nyt

fra Nordjylland