Sigtede nægter sig skyldige i drab på 22-årige Mia
To 36-årige mænd fra Nordjylland er torsdag i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
De to 36-årige mænd, der onsdag formiddag blev anholdt og sigtet for drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn, nægter sig skyldige i sigtelsen.
Det kom frem i Retten i Aalborg kort efter klokken 11, hvor de to sigtede fremstilles i grundlovsforhør.
Umiddelbart efter de to sigtedes afvisning af politiets sigtelse om drab blev anklagemyndighedens anmodning om dørlukning imødekommet af retten. Resten af grundlovsforhøret skal derfor foregå uden adgang for pressen og offentligheden.
Det er endnu ikke lykkedes for Nordjyllands Politi at finde den forsvundne Mia Skadhauge Stevn, der sidst blev set i live søndag den 6. februar klokken 06.09, hvor hun steg ind i en sort personbil, der tilhører den ene af de to sigtede.
Politiets formodning er, at Mia er død, men da sigtelsen i Retten i Aalborg blev læst op, fremgik det også, at efterforskerne ikke har en håndfast formodning om, hvor eller hvordan de sigtede har dræbt Mia Skadhauge.
Sigtelsen lyder, meget overordnet, at de to 36-årige mænd i forening har slået Mia Skadhauge Stevn ihjel - et sted i Nordjylland.
Håbet svinder
Mens de sigtede er i grundlovsforhør i Aalborg fortsætter efterforskningen og eftersøgningen af Mia Skadhauge Stevn.
Onsdag eftermiddag lød det fra efterforskningsleder Frank Olsen, at man ikke havde andre indikationer på, at Mia er død, end at hun normalt aldrig ville forsvinde i fire døgn uden at give lyd fra sig.
Om det seneste døgns efterforskning og tekniske undersøgelser har givet politiet stærkere formodninger om, at den 22-årige kvinde rent faktisk er død, bliver muligvis fremlagt i retten under grundlovsforhøret, men det er ikke informationer, man har delt med offentligheden.
Vicepolitiinspektør Frank Olsen sagde dog onsdag, at i takt med at tiden går, stiger formodningen om, at Mia Skadhauge Stevn ikke længere er i live.
Undersøgelser ved Reno Nord
Torsdag er der, udover undersøgelser på de tre adresser, der onsdag kom i politiets søgelys, tekniske undersøgelser igang på affaldsstationen Reno Nord i det østlige Aalborg.
Det bekræfter Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi, over for TV 2.
- Det er et led i efterforskningen og kortlægningen af de to anholdtes færden. Vi bliver hele tiden klogere på deres færden, og det kaster nye spor af sig, som vi så forfølger, siger Frank Olsen.
Han kan ikke komme nærmere ind på, hvilke undersøgelser politiet foretager på stedet, eller hvilke spor og indicier, der har ledt dem til at undersøge affaldsstationen.
Ydermere kan han ikke bekræfte, at de to anholdte nødvendigvis har været på Reno Nord.
- Det er blot et spor, som vi efterforsker, siger Frank Olsen.
Overfor B.T. bekræfter Frank Olsen desuden, at Nordjyllands Politi efterforsker de to skovområder Hammer Bakker og Dronninglund Skov.