Vicepolitiinspektør: - Mia skal findes
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Natten til søndag forsvandt den 22-årige Mia Skadhauge Stevn efter en bytur i Aalborg. Torsdag er politiet stadig i gang med det intense efterforskningsarbejde.
Meldingen er klar fra Nordjyllands Politi i forbindelse med efterforskningsarbejdet på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
- Hun skal findes, siger Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Efterforskningsarbejdet har været i gang siden søndag, hvor den 22-årige kvinde forsvandt efter en bytur. Og selvom det nu er fire dage siden, så fortsætter efterforskningsarbejdet ufortrødent.
- Vi har en række spor at gå efter, og dem forfølger vi, siger Frank Olsen, der står i spidsen for efterforskningsarbejdet.
Nærmere undersøgelse
Nordjyllands Politi vil forsøge at kortlægge, præcis hvor Mia Skadhauge Stevn har været. Derudover vil de kortlægge de anholdtes færden.
- Vi skal finde ud af, hvor de har været og hvornår. Minut for minut, siger vicepolitiinspektøren.
Politiet har gennem natten været massivt til stede på de tre adresser, de fandt frem til i går. To af adresserne er i Vendsyssel, hvor de anholdte har bopæl. Ifølge politiet vil de fortsat være til stede på adresserne torsdag.
Næste step er at få kortlagt de anholdtes færden før, under og efter den savnede kvindes forsvinden. I den forbindelse skal politiet gennemse en stor mængde videomateriale samt afhøre de anholdte.
Beder om pressens og offentlighedens forståelse
Det bliver et stort og grundigt arbejde, der først og fremmest kommer til at tage tid. Lang tid.
- Mange spor skal forfølges af vores efterforskere, der arbejder på højtryk på sagen. Vi beder derfor om forståelse for, at vi ikke kan dele oplysninger fra efterforskningens detaljer med offentligheden. Både af hensynet til pårørende og af hensynet vil vores efterforskningsarbejde. Vores fokus er få belyst, hvad er der sket, siger Frank Olsen.
Politiets intense efterforskningsarbejde resulterer i, at politiet vil være synlige i Aalborg i dag.
- Vi beder om, at man som borger giver politiet arbejdsro. Vi er massivt på den her sag – vi skal finde Mia, og vi skal have sagen fuldt opklaret. Dét er vores helt klare fokus, siger Frank Olsen og fortsætter:
- Vi har ikke hørt fra Mia i flere dage nu, så vi er selvfølgelig meget bekymrede for, at hun er blevet udsat for en forbrydelse.
De to mænd, der onsdag, 9. februar, blev anholdt i sagen ventes fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere i dag. Begge mænd er sigtet for drab.