Lejrskole giver udfordrede børn en pause: - Her er de alle lige
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Pladserne til velgørenhedsorganisationen Gestus Nords månedlige 'camps' i Nørholm bliver revet væk.
Se med onsdag, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow i Søparken 19.45 -20.00.
Med en bamse under armen og en sportstaske over skulderen vrimler børnene ind.
- I skal sove herinde, siger en voksen, der tager imod to piger i døren.
Forældrene når ikke at tage overtøjet af, før de igen lister af, fordi børnene er faldet i snak med en frivillig eller en kammerat.
Der er nemlig meget, camp-deltagerne lige skal vende med hinanden. Herunder aftenløbet, godteposer og 'Tarzanbanen'.
Vi befinder os på en lejrskole i Nørholm ved Aalborg en fredag formiddag i oktober.
Her afholder den velgørende forening Gestus Nord deres månedlige camp for børn, der har brug for en håndsrækning.
En overkøje fjerner (næsten) hjemveen
De fleste af børnene har været her flere gange og finder hurtigt nogle velkendte ansigter.
- Man kan godt være lidt genert, lige når man kommer, hvis det er lang tid siden, man har set de andre. Men når man begynder at snakke sammen, så er det rigtig hyggeligt igen, fortæller 10-årige Kimy Saxling, der har taget plads ved et bord med sine camp-veninder.
Men den erfaring har 10-årige Silas Aagaard til gode. For ham er det første gang, han skal sove på campen.
Han viser rundt i den røde hytte nummer tre, hvor der er køjesenge med plads til otte personer.
En plads i overkøjen er reserveret med en stor Ikea-pose. Sengepladsen er Silas Aagaards, og han er godt tilfreds med sin erobring af en af de eftertragtede overkøjer.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han er nervøs for at skulle sove der for første gang, lyder det forsigtigt:
- Naaarj... Lidt.
Men der bliver ikke meget tid til at bekymre sig over natten, for kort efter svinger han og mange andre af børnene sig rundt i træerne på 'Tarzanbanen'.
En forhindringsbane i skoven, som hitter blandt børnene.
Det går pengene til
Når TV2 Nord onsdag holder indsamlingsshow med Gestus Nord, vil dit bidrag gå ubeskåret nordjyske børn og unge, der er oplever udfordringer i hverdagen.
Eksempelvis kan hjælpen være i form af oplevelser såsom:
Biograftur for 30 børn: 4.000 kr.
Fastelavnsfest for 25 børn: 5.000 kr.
Påskecamp for 25 børn: 7.500 kr.
Julecamp for 25 børn: 9.000 kr.
Sommercamp for 25 børn: 15.000 kr.
- De vokser af at være her
Gestus Nord afholder deres camp i Nørholm cirka en gang om måneden.
Nærvær, fællesskab og plads til alle er de vigtigste ingredienser på lejrskolen.
De 24 pladser på campen er altid fuldt booket. Årsagen bag det har en af de frivillige aktivitetsansvarlige voksne Mette Rosenkilde et bud på.
- Nogle af børnene har problemer med relationer derhjemme eller har det svært i skolen, men her er de ligestillet, og de vokser af at være her, lyder det.
Og selvom de er flere 'aktivitetsansvarlige' på campen, er det sjældent, deres funktion bliver bokstavelig.
- De leger super godt sammen uanset alder og finder sammen på kryds og tværs. Så det er ikke altid, vi behøver have de største programmer klar. De finder bare ud af det selv, fortæller Mette Rosenkilde.
Mange nye venner - og navne
Kuglerne ligger klar på billardbordet, mens tre drenge utålmodigt venter på den fjerde spiller.
- Jeg henter ham lige, siger en af dem.
Mohammed Nasar på ni år er en af drengene, der er er tiltrukket af billardspillet.
Han har været med på campen tre gange og til spørgsmålet om, hvorvidt det har kastet nogle nye venner af sig, er han klar i spyttet:
- Ja! Men jeg ved ikke, hvad de hedder, det har jeg glemt, siger han tøvende og trækker på smilebåndet.
Og heldigvis gør et par glemte navne ikke nogen forskel i et spil billard.
Efter flere timers leg er børnene sultne, og to opdækkede langborde fyldes op. Der er sandwich og sodavand på menuen.
Støjniveauet sænkes kortvarigt i spisesalen, men ikke længe efter sidste bid løber Silas Aagaard og to andre igen rundt ude på græsset efter en fodbold.
Tag med på camp i videoen herunder eller se med onsdag, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow i Søparken 19.45 -20.00.