3-årig pige i alvorlig ulykke i Fårup Sommerland: Faren måtte trykke på katastrofeknappen
Foto: Pia Stuckert
Treårige Thilde Plough kom i klemme i en forlystelse i Fårup Sommerland. Nu er hun dopet på morfin, og har brækket sit ben to steder.
En treårig pige fra Klarup brækkede benet to steder, da hun i fredags kom i klemme i en karrusel i Fårup Sommerland. Det var faren selv, der måtte stoppe forlystelsen.
3-årige Thildes høje og lyse skrig runger stadig i Kirsten Ploughs ører, efter datteren sidste fredag sad fast i en karrusel i Fårup Sommerland.
- Jeg kan stadig høre hendes skrig for mig, siger Kirsten Plough.
Selve oplevelsen sidder også fortsat i kroppen hos forældrene fra Klarup, som beskriver dagen i Fårup Sommerland som deres livs værste mareridt.
Jeg kan stadig høre hendes skrig for mig
Kirsten Plough, Mor til Thilde
Det skulle ellers have været en god dag og startskuddet på deres tre uger lange sommerferie, men en tur i karrusellen, Racing Team, endte med at få fatale følger og konsekvenser for deres lille pige, Thilde.
Faren måtte trykke på katastrofeknappen
Thilde havde allerede fået én tur i karussellen, men fordi der næsten ikke var nogen kø, måtte børnene få en tur mere, og her fik de lov til at gå ud af den vogn, de allerede sad i, og hoppe over i en ny.
Denne mulighed benyttede Thilde, ligesom de fleste andre børn i karrusellen, sig af, men hun nåede ikke på plads, inden medarbejderen i Fårup Sommerland startede karrusellen igen.
- Pludselig råber vores søn: ”Thilde er ikke i en vogn, Thilde er ikke i en vogn”, fortæller Kirsten Plough, som i dette øjeblik ser, at sin treårige datter løber rundt mellem vognene i karrusellen.
Familien reagerer med det samme, og råber til medarbejderen, at han skal stoppe karrusellen. Medarbejderen står med ryggen til forlystelsen, og ser ifølge Kirsten forvirret ud, da forældrene råber stop.
Jeg kunne se, at den unge fyr, ikke havde opdaget, hvad der skete, så jeg løb over og trykkede på nødstop
Hans Plough, far til Thilde
- Jeg kunne se, at den unge fyr, ikke havde opdaget, hvad der skete, så jeg løb over og trykkede på nødstop, forklarer Hans Plough, som er far til Thilde.
Hans Plough får stoppet maskinen, og da medarbejderen endelig reagerer, åbner han lågen op, så Hans kan komme ind til sin lille pige.
- Da jeg kommer derind, kan jeg se, at Thildes fod sidder fast nede i sporet, hvor maskinen kører i. Jeg trækker den forsigtigt op, så jeg kan få hende fri. Her kan jeg se, at der er en dyb revne på cirka en centimeter i foden ned til senerne, siger Hans Plough.
Med Thilde i armene løber Hans Plough væk fra forlystelsen for at få hjælp og også få tilkaldt en ambulance. Meget hurtigt bliver det klart for ham, at ulykken har givet Thilde meget mere end en revne i foden.
- Hun skriger og græder helt vildt, og siger, at jeg ikke må løbe så hurtigt. Vi finder så ud af, at to af knoglerne er knækket inde i hendes ben, forklarer Hans Plough.
Fårup sommerland: -Vi kunne ikke have set det komme
Familien Plough har sæsonkort til parken, og har været vant til at komme der rigtig mange gange. Ligesom for dem, er det også for selve Fårup Sommerland et kæmpe chok, at denne ulykke kunne forekomme.
Forlystelsen har været godkendt igennem alle år, og der har måske været to millioner igennem forlystelsen. Der var ingen, der havde forestillet sig, det her kunne ske
Per dam, direktør, Fårup Sommerland
- Forlystelsen har været godkendt igennem alle år, og der har måske været to millioner igennem forlystelsen. Der var ingen, der havde forestillet sig, det her kunne ske, siger direktør i Fårup Sommerland, Per Dam.
Men ulykken skete, og derfor har Fårup Sommerland iværksat en række tiltag. De har blandt andet fjernet nogle motorcykler, som sad på forlystelsen og så er de ved at lave bedre udsyn til de medarbejdere, der styrer forlystelserne, samt gøre det klart for medarbejderne, at de skal skærpe deres opmærksomhed om gæsterne og forlystelserne.
På trods af, at familiens værste mareridt gik i opfyldelse i Fårup Sommerland, vil de ikke stoppe med at komme i parken.
- Vi kommer til at komme deroppe igen, men vi skal lige have genoprettet tilliden til det – vi er jo vant til at personalet er til stede, siger Kirsten Plough.
Far: -Hun kunne have mistet foden
Det var familiens syvårige søn, Tristan, der opdagede, at Thilde ikke var kommet på plads i vognen, og tankerne om, hvor galt det kunne have gået, hvis Tristan ikke havde opdaget det, giver Hans Plough tårer i øjnene.
- Hvis nu vi ikke havde været så hurtige, var den næste vogn jo kommet, og så kan man tænke på, om hendes fod stadig havde været der, siger Hans Plough, imens han tørrer tårerne væk fra ansigtet.
Thilde har brækket knoglen i benet to steder, og har fået dem sat sammen ved hjælp af skruer. Nu består hendes hverdag af masser af morfin, og hun er samtidig meget begrænset af sit ben.
- Det værste er, at vi ved, det gør ondt på hende, og vi kan ikke gøre noget for at hjælpe hende, siger Hans Plough.
Fredag skal familien have svar på, om huden på foden er død. Hvis den er det, skal Thilde igennem en længere proces, og muligvis have en hudtransplantation.