Aabybro-virksomhed trives under krisen
Robotterne kommer. Sådan har det lydt i mange år, men noget tyder på, at coronakrisen i stigende grad får virksomheder til at investere i automatiserede løsninger. Det mærker de blandt andet hos Migatronic Automation i Aabybro, hvor de mærker en stigende efterspørgsel på robotter.
Migatronic i Aabybro producerer robotteknologi til erhvervslivet og investeringer i den slags hitter typsik under kriser, lyder det fra en lektor fra Aalborg Universitet.
Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har været hård ved det danske erhvervsliv. Men der er virksomheder, der trives under krisen. En af dem er Migatronic Automation i Aabybro, der producerer robotteknologi til erhvervslivet.
- Vi kan ikke klage. Det vi har oplevet gennem mange år er, at om der er krise eller opgangstider, så er er altid brug for automationsteknologi, siger Claus Pagh, der er key account manager hos virksomheden.
Og ifølge Jacob Rudbæk Holm, der er lektor på Aalborg Universitet, er der en god forklaring på, hvorfor virksomheder, der leverer ny teknologi, klarer sig godt i krisetider.
- Når der er krise, er der et udskilningsløb blandt virksomheder. Nogle bukker under og andre efteruddanner deres ansatte og investerer i ny teknologi, lyder det fra lektoren.
Robotteknologien kan i et vist omfang erstatte menneskelig arbejdskraft og det seneste nye inden for automatiseringsløsninger er såkaldte kollaborative robotter, hvor mennesker og robotter arbejder sammen. Og det kan have en effekt på antallet af jobs til mennesker.
- Der er nogle type jobs der bliver færre af, nogle der bliver flere af. Sådan har det altid været, siger Jacob Rudbæk Holm.
Claus Pagh kan godt mærke, at selvom der kan være skepsis nogle steder, ved at invitere den automatiserede arbejdskraft indenfor, så vænner folk sig til det, og han mener, det på sigt kan skabe flere jobs end det fjerne.
- Vi har masser eksempler på eksisterende kunder, der starter med en robot og har en betænkelighed ved det, men i løbet af ganske kort tid har de ti robotter, virksomheden er blevet flere gange større og har også ansat flere folk. Så det her kommer ikke til at koste arbejdspladser – tvært i mod, siger Claus Pagh.