Blitz fik bilist til at smadre stærekasse: Kan nu se frem til ekstraregning
Foto: Mick Anderson
En bilist blev fredag blitzet af en fotofælde ved Aabybro, hvilket fik ham til at stoppe op og smadre stærekassen. Politiet har allerede registreringsnummer på bilen, efter at personen var blevet blitzet.
Fredag omkring middagstid havde en bilist lidt for meget fart på, da han passerede en fotofælde på Aalborgvej lidt øst for Aabybro. Derfor blev manden blitzet, og han kan nu se frem til en bøde.
Jeg tænker, at den sag her er oplagt, fordi vi har billederne. De ligger jo digitalt, når de bliver taget, så det hjælper ikke noget at smadre kassen.
Karsten Højrup.
Det bliver dog ikke kun ved den ene bøde. For blitzet gjorde tilsyneladende bilisten så sur, at han stoppede op og efterfølgende gik ud af bilen for at smadre stærekassen, der havde fotograferet ham.
- Han standser og går hen med en genstand, der ligner et koben eller lignende, og så han slår på stærekassen indtil den går i stykker, forklarer vagtchef Karsten Højrup, Nordjyllands Politi.
Episoden skete fredag middag omkring klokken 12.25, og derfor har flere vidner også set, hvad der skete. Nordjyllands Politi har allerede fået en række anmeldelser af bilisten.
Men som bevismateriale ligger politiet også allerede inde med fotografiet, som stærekassen tog af bilisten.
- Jeg tænker, at den sag her er oplagt, fordi vi har billederne. De ligger jo digitalt, når de bliver taget, så det hjælper ikke noget at smadre kassen, forklarer Karsten Højrup.
- Vi har derfor registreringsnummer på bilen, så hvis føreren har dårlig samvittighed, så kan han ligeså godt henvende sig med det samme. Vi har i hvertfald oprettet en sag og er klar til afhøring.
Bilisten kan nu gå på weekend med udsigt til både en fartbøde og formentlig en lille ekstraregning som følge af hærværk på stærekassen.