Brændende børs vækker skræmmende minder
Foto: Jan Pedersen
Svinkløv Badehotel nedbrændte totalt 26. september 2016.
Flere andre ikoniske bygninger i Nordjylland har lidt samme skæbne som Børsen, der blev ædt af flammer tirsdag.
Mens flammerne slikkede op ad det ikoniske dragespir på Børsen tirsdag og endte med at knække magtsymbolet, fik mange nordjyder associationer til en anden tragisk begivenhed.
For knap otte år siden brændte Svinkløv Badehotel ned til grunden.
Flammer åd sig igennem den historiske bygning fra 1925, der gennem 91 år har været elsket af såvel turister som lokale med behov for en stille stund og et kig ud mod evigheden i Vesterhavet.
Branden opstod 26. september 2016 på grund af en elektricitetsfejl i en tørretumbler.
Tørretumbleren var ifølge politiet placeret i en kælder bag køkkenet, og et varmelegeme i tørretumbleren smeltede og igangsatte branden.
Hvorfor Børsen brændte, ved vi endnu ikke. Men der har været teorier fremme om, at den igangværende restaurering af bygningen fra 1625 kan have medført flammerne.
Der var 10 håndværkere fra Tømrer- og snedkermester Børge Nielsen til stede på dét sted, hvor branden brød ud omkring klokken 7.30.
Flere i samme båd
Svinkløv Badehotel og Børsen er desværre langt fra de eneste ikoniske bygninger og dermed dansk kulturarv, der er ædt af et blussende flammehav.
Nordsømuseet, der senere skiftede navn til Nordsøen Oceanarium, i Hirtshals fik i december 2003 ødelagt store dele af sine bygninger, og ruderne i oceanariet slog revner, så vandet fossede ud.
Værst af alt mistede stedets berømte klumpfisk, Klumpe, livet.
Ud over Nordjyllands grænser har der også været alvorlige brande.
I 2015 stod det gamle Experimentarium i Tuborg Havn i København i flammer, mens bygningen var under restaurering.
Branden opstod i forbindelse med, der blev lagt tagpap på bygningen. To personer kom til skade.
Holckenhavn Slot ved Nyborg oplevede i 2006 en brand i sit klokketårn. Årsagen var en fejl i det elektriske system. Klokketårnet blev siden genopbygget.
Skal genopbygges
Selv om det endnu er for tidligt at fastslå årsagen til branden i Børsen, så har Dansk Erhverv allerede taget stilling til en anden og endnu vigtigere ting.
Børsen skal genopbygges.
Det slog administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, fast på et pressemøde bare otte timer efter, branden var brudt ud.
- Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra rigtig mange mennesker og beslutningstagere i dag. Vi skal genopbygge Børsen, og den bliver genopbygget, sagde han.
Minutiøst genopbygget
Svinkløv Badehotel blev også bygget på ny. Som en tro kopi af den gamle bygning fra 1925. En beslutning, der også blev taget af Fonden bag hotellet.
Allerede dagen efter branden havde mere end 100 privatpersoner og fonde tilbudt deres økonomiske hjælp og ekspertviden til genopbygningen.
Og sådan blev det – næsten 1:1. Man ville bygge det i træ igen og med næsten samme antal værelser - kun få ændringer blev der foretaget, f.eks. blev et par værelser sløjfet for at sikre badeværelser til alle andre værelser.
Det nye ikoniske badehotel stod færdigt i maj 2019.
Hvordan det nye Børsen kommer til at se ud, er alt for tidligt at spå om. Men Brian Mikkelsen lover, at bygningen kommer til at ligne den gamle.
- Men det bliver ikke den gamle børs, siger han.