"Det er bare løgn": Campister vågnede med flere centimeter sne på forteltet

Varmeapparaterne skulle frem, og sneen skulle skubbes af forteltet for de mange nordjyder, der tilbringer påsken i campingvogn.

Der var hvidt udenfor, da Charlotte Larsen slog øjnene op torsdag morgen.

- De andre sov, og da jeg står op, siger jeg: ”Det er bare løgn,” fortæller campist Charlotte Larsen fra Aabybro.

Hun tilbringer påsken på Blokhus By Camping sammen med familien. Og hun og de øvrige campister måtte indstille sig på en vejrmæssigt noget atypisk skærtorsdag.

- Det var da ikke lige det, vi havde regnet med. Det må jeg da sige. Der var jo fint vejr i går med sol og det hele, og vi sad ude og nød en kop kaffe. Vi kunne godt høre, det regnede i nat, og så stod vi op til sne, siger Kasper Hummelhoff fra Klarup.

Både griller og fortelte var torsdag morgen dækket af fem-seks centimeter sne, så det betød lidt alternativ snerydning for flere af campisterne.

- Vi har varme på, så vi tænder bare, og så smelter sneen. Vi kan se, at nogle af de andre har været ude og skrabe sne af teltene, men det har vi ikke haft brug for, forklarer Kasper Hummelhoff.

Lejrchefen på Blokhus By Camping var også overrasket over, at vinteren ikke var helt forbi endnu. Hun har ikke tidligere oplevet, at der er faldet sne på pladsen i påsken.

- Det er jo ikke lige det, vi plejer at have, men april er bare ustadig, så vi må tage det, som det kommer, og det kan være, der er høj sol igen i morgen, siger Inge Vestergaard.

quote Det var da ikke lige det, vi havde regnet med

Kasper Hummelhoff

Har betydning for besøgstal

Få kilometer fra campingpladsen var Fårup Sommerland fra morgenstunden omdannet til et vinterland, og det gav udfordringer.

- Det betyder, at nogle af vores rutsjebaner får en lidt senere start i dag. Det handler om, at sneen lægger sig på skinnerne, og i værste fald skubber sneen sig sammen, hvilket betyder, at vogne og vogntog ikke kan komme rundt på banen, fortæller Niels Jørgen Jensen, der er administrerende direktør i Fårup Sommerland.

Snevejret betød, at langt færre gæster torsdag lagde vejen forbi sommerlandet, end det plejer at være tilfældet på skærtorsdag, som normalt er en af sæsonens første gode dage i forhold til besøgstallet.

På campingpladsen oplever de også et større rykind, når der er tørvejr, solskin og mere lunt. Derfor udebliver påsketravlheden på en skærtorsdag med sne.

- Jeg tror ikke umiddelbart, at vi får mange ekstra ind. Mange af dem, der har forudbestilt, er her allerede, så det har ikke betydning i forhold til dem, men hvis der er blå himmel og solskin, har vi da klart mange flere inde end på en snevejrsdag, siger Inge Vestergaard.

I forteltene er der skruet op for varmen, mens de venter på bedre påskevejr.

- Nu har vi god varme på, og så tænker jeg, at vi hygger os med en god påskefrokost i eftermiddag. Vi må tage det med, siger Charlotte Larsen.

Se reportage fra den sneklædte campingplads:


Seneste nyt

fra Nordjylland