Diamantdatter reagerer på sin fars køb af heste fra skandaleramt stutteri

- Det er forfærdeligt, hvis hesten kommer tilbage i hænderne hos nogen, der ikke kan finde ud af at behandle dem ordentligt, siger Thalia Pitzner.

- Jeg føler lidt, at jeg bliver nødt til at kommentere på det her.

Sådan indleder Thalia Pitzner, kendt fra tv-programmet Diamantfamilien, en Instragram-story mandag aften.

Hun er datter af erhvervsmanden Hans Helmgaard Kristiansen, som har købt 19 af John Byrialsens heste, hvilket Nordjyske fortalte i går.

John Byrialsen gik i oktober sidste år konkurs med Viegård Stutteri, hvor han er blevet beskyldt for at mishandle heste. Noget som tidligere har ført til demonstrationer ved stutteriet. 

I weekenden blev flere af hestene så fragtet fra stutteriet i Skals til Bratbjerggaard ved Brovst, hvor den tidligere professionelle rytter Hans Helmgaard Kristiansen har lejet sig ind.

Ikke i kontakt med far

På Instagram fortæller Thalia Pitzner, at flere har spurgt hende ind til sagen, hvorfor hun nu har valgt at udtale sig.

- Jeg har ikke noget med det at gøre. Hverken med John Byrialsen eller min far. Jeg ved ikke noget om det, og jeg har ikke kontakt med min far om det, lyder det fra den professionelle springrytter, som bor i Tyskland. 

Ifølge Nordjyske skal John Byrialsen være konsulent for det nye stutteri i Nordjylland. Førnævnte forholder influenceren sig også til i et Facebook-opslag.

- Det er forfærdeligt, hvis hesten kommer tilbage i hænderne hos nogen, der ikke kan finde ud af at behandle dem ordentligt.

Hun slår samtidig én ting fast. 

- Jeg er selvsagt stor modstander af alle former for dyremishandling. Jeg er af den opfattelse, at hvis man vælger at holde dyr, så skal man gøre det på den allerbedste måde, man kan. Det er ikke dyrets valg at blive et kæledyr, så man skal sørge for, at dyret har det godt, siger rytteren som har 10 heste.

Thalia Pitzner fortæller videre, at hun ikke har kontakt med sin far.

TV2 Nord har ikke kunnet få kontakt til Hans Helmgaard Kristiansen i dag, mens vi har haft en sms-korrespondance med John Byrialsen. 

Han henviser til, at der den 5. april vil blive offentliggjort sted og dato for et informationsmøde omkring opkøbet af heste fra Viegård Stutteri. 


Seneste nyt

fra Nordjylland