Borgmester om omstridt hestesag: - Vi har selvfølgelig et beredskab klar

Det er kun et par måneder siden, at John Byrialsen og Viegård Stutteri gik konkurs efter vanrøgt på hestene. Nu skal han igen arbejde med heste.

- Vi er opmærksomme på, at John Byrialsen tidligere er dumpet, når det handler om at have med heste at gøre. Derfor sender vi et klart signal om, at vi er her. 

Sådan lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V), efter det er kommet frem, at den berygtede stutteriejer John Byrialsen får en rolle omkring sine tidligere heste i netop Jammerbugt Kommune.

Hestene fra Viegård Stutteri har ikke haft det godt. Tværtimod. John Byrialsen blev beskyldt for, at de var vanrøgtede, og det kostede ham en konkurs, mens flere af hestene blev sendt til bedre vilkår. 

Men nu er både hestene og John Byrialsen tilbage i Nordjylland. 

Mandag kunne Nordjyske fortælle, at mindst 19 af hestene var solgt og fragtet til en gårdejendom i Brovst. 

Nu er det også kommet frem, at manden, som er beskyldt for at mishandle dem, også følger med og igen skal arbejde omkring de selvsamme heste.

Det faktum får borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade (V) til at reagere. 

- Vi har selvfølgelig sørget for at have et beredskab klar, og vi har allerede fået bemærkning fra dyrlægen derude om, at hestene er i god behold. Vi skal ikke dømme nogen på forhånd, men vi er selvfølgelig ikke interesserede i, at der sker noget lignende, lyder det fra borgmesteren.

Så sent som mandag aften stak op mod 75 heste af fra netop Viegård Stutteri i Skals. 

quote - Når folk flytter og har nogle udfordringer, hvor de kommer fra, så holder vi øje. Men der er ingen, der er dømt på forhånd.

Mogens Christen Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune

Konsulent i nyt stutteri

John Byrialsens nye rolle bliver som konsulent ved etableringen af det nye stutteri. Et stutteri, som kommer til at holde til på Bratbjerggaard, hvor erhvervsmanden Hans Helmgaard Kristiansen har lejet sig ind. Hans Helmgaard Kristiansen er køberen af hestene fra Viegård Stutteri. 

Men at den skandaleramte stutteriejer skal fortsætte arbejdet med heste i Jammerbugt Kommune falder ikke just i god smag. 

I hvert fald har Jammerbugt Kommune allerede modtaget flere underretninger fra bekymrede borgere. 

- I alle sammenhænge - om det er dyr eller mennesker - skal vi tage underretninger alvorlige. Det har vi gjort, fordi vi har en historie med John Byrialsen, som ikke er særlig god, fortæller Mogens Christen Gade. 

- Når folk flytter og har nogle udfordringer, hvor de kommer fra, så holder vi øje. Men der er ingen, der er dømt på forhånd, pointerer han. 

Stod det til borgmesteren selv, ville han helst være fri for, at den skandaleramte stutteriejer kommer til hans kommune, og derfor er der også ekstra bevågenhed fra kommune, Fødevarestyrelsen og politiet. 

Allerede efter påske vil kommunen besøge Bratbjerggaard og føre sit første miljøtilsyn for at sikre sig, at alt er i orden.

TV2 Nord har ikke kunnet få kontakt til Hans Helmgaard Kristiansen i dag, mens vi har haft en sms-korrespondance med John Byrialsen.

Han henviser til, at der den 5. april vil blive offentliggjort sted og dato for et informationsmøde omkring opkøbet af heste fra Viegård Stutteri. 


Seneste nyt

fra Nordjylland