EBH: Ikke nemt at få erstatningskrav igennem
TV2s finanskommentator Ole Krohn mener ikke, at det bliver let for Finansiel Stabilitet at komme igennem med erstatningskravet på 700 millioner kroner. Og hvis det lykkes, tror han ikke, at pengene reelt kan betales.
I dag er retssagen mod topfolk i den krakkede EBH Bank begyndt ved Landsretten i Viborg. En sag, der forventes at vare ét helt år fordelt på 112 retsdage. Tidligere direktør, bestyrelsesformand, ledende medarbejdere og et revisionsselskab bliver sagsøgt for 700 millioner kroner.
TV2s finanskommentator Ole Krohn forklarer, at det statslige selskab Finansiel Stabilitet vil holde topfolkene ansvarlige for tabet i forbindelse med bankkrakket.
Hvis man kan få nogle penge kradset ind, så går de til konkursboet, og det vil sige, at så bliver det bo styrket.
Ole Krohn, finanskommentator, TV2
- Man synes, at man har opført sig så groft uansvarligt i en række sager om ejendomshandler og investeringer op til krisen, at man synes simpelthen, at det skal have en konsekvens. Derfor går man typisk i den slags sager efter bestyrelsen og direktionen. Det er helt efter bogen, at man rejser et stort krav. Der er ikke noget strafferetsligt i det, så det vil sige, at der er ikke noget at komme efter, hvis man taler om straf. Men der er altså noget at komme efter, når man taler om økonomisk ansvarlighed, mener i hvert fald Finansiel Stabilitet, siger Ole Krohn.
Det er enorm sag at tage hul på. Med en stævning på 213 sider, og bilag på i alt 53.958 sider, er det en historisk stor sag.
- Der er altså lastvogne fulde af dokumenter, der skal køres ind i den her sag, og den er altså svulmet op til at omfatte så mange dage og så mange bilag, at den nu er endnu større end Roskilde Bank-sagen, som man jo hidtil har sagt er den største, fortæller Ole Krohn.
Når vi taler om de her svimlende trecifrede millionbeløb, så er der jo ingen af de herrer, der i dag er under anklage, som kan gå ud og skaffe de her penge.
OIe Krohn, finanskommentator, TV2
Sagen er rejst som en erstatningssag af Finansiel Stabilitet, der overtog resterne af EBH Bank. Det vil tage landsretten mere end et år at nå igennem den omfangsrige sag og de mange vidneforklaringer. Forventet afslutningen på sagen er i slutningen af 2018.
Ifølge Ole Krohn skal der rigtig meget til, før man kan blive dømt til at skulle betale i disse erstatningssager. Han henviser til sagen om Amagerbanken, hvor der faldt en purre frikendelse af bankens topfolk.
- Det bliver ikke nemt at få det her erstatningskrav igennem. Simpelthen fordi vi allerede nu kender forsvaret. Forsvaret er jo selvfølgelig, at man kunne ikke vide dengang, at der ville komme den største finanskrise nogensinde. Værdierne smuldrede fra den ene dag til den anden, og vi så også nogle af de store banker få ganske alvorlige klø, siger Ole Krohn.
Finansiel stabilitet
Finansiel Stabilitet blev stiftet i 2008, og fik hurtigt øgenavnet ”Statens skraldespandsselskab for krakkede banker”.
Finansiel Stabilitets opgaver går ud på at restrukturere og afvikle visse nødlidende finansielle virksomheder. Gennem tiden har Finansiel Stabilitet overtaget omkring 2.600 medarbejdere fra krakkede banker landet over, ligesom selskabet har overtaget udlån for 99 milliarder kroner med henblik på afviklling.
I 2015 blev Finansiel Stabilitet omdannet til en selvstændig offentlig virksomhed, der er ejet af den danske stat gennem Erhvervs- og Vækstministeriet.
Finansiel Stabilitets kører en række retssager mod tidligere ledelser i krakkede banker.
- Hvis man kan få nogle penge kradset ind, så går de til konkursboet, og det vil sige, at så bliver det bo styrket. Det der skal blive interessant at se, det er selvfølgelig, hvor mange penge man kan skaffe, fordi når vi taler om de her svimlende trecifrede millionbeløb, så er der jo ingen af de herrer, der i dag er under anklage, som kan gå ud og skaffe de her penge. Men som skræk og advarsel forsøger man ligesom at rejse det her spørgsmål omkring, om de var stærk økonomisk uansvarlige, slutter Ole Krohn.