Efter otte års slid kan Gøl Båden snart søsættes
Foto: Benny Kristensen
TV2 Nord har fulgt istandsættelsen af skibet. Se reportagen nederst i artiklen.
Frivillige har brugt årevis på at istandsætte Gøl Båden. Nu er arbejdet snart færdigt.
I tusindvis af timer har frivillige knoklet i værftshallen på Gjøl. Missionen har været at istandsætte det historiske træskib Gøl Båden, der kom til Gjøl i 1908. Et arbejde, der har budt på mange op- og nedture.
Men de ihærdige frivillige har aldrig givet op. Og snart bliver Gøl Båden søsat.
- Det er en underlig fornemmelse, siger Søren Petersen, der er blandt den faste frivillige stab.
Pengene er flere gange sluppet op
De frivillige, der primært består af ældre mænd – den ældste på 86 år - har arbejdet med at klargøre Gøl Båden siden 2012.
De har flere gange været ved at kaste håndklædet i ringen på grund af manglende finansiering. Men hver gang pengene er sluppet op, har nye fonde pludselig meldt sig på banen med støttekroner.
- Dem, der har støttet os, har sagt, at der ikke findes noget projekt som det her. Andre steder bygger man først, når det hele er fuldt finansieret, siger Søren Petersen.
I alt har renoveringen af båden kostet cirka fire millioner kroner.
- Vi gjorde det sgu
Det absolutte lavpunkt i arbejdet med at istandsætte Gøl Båden ramte i oktober 2015, da en af de bærende ildsjæle bag projektet blev dræbt af en spøgelsesbilist på motorvejen.
Dødsfaldet fik for en stund projektet til at virke usikkert. Men medlemmerne af træskibslauget besluttede, at deres gode vens arbejde og iver ikke måtte gå til spilde – arbejdet skulle færdiggøres.
- Vi vil tage op på kirkegården og besøge Jesper og en af vores andre skibstømrere, som vi har mistet, og sige ”vi gjorde det sgu”. Det bliver med en klump i halsen, siger en rørt Søren Petersen.
Nye eventyr forude
Selvom arbejdet med at istandsætte båden er ved at være nået til vejs ende, er de frivillige langt fra færdige med Gøl Båden. Nu venter nye eventyr.
- Nu skal vi ud og sejle og promovere båden, siger Søren Petersen.
Gøl Båden vil blive søsat indenfor de næste par måneder. Det vil foregå ved en mindre begivenhed, hvor offentligheden på grund af coronarestriktioner ikke kan deltage. I stedet bliver der mulighed for at besøge båden, når der er Åben Båd-arrangement i august.
Se en længere reportage om Gøl Båden her: