Fem år efter badehotellet brændte: - Denne dag vil altid gi’ et gib i mig

For fem år siden brændte det ikoniske Svinkløv Badehotel ned til grunden. Nu er tredje sæson efter genopbygningen snart slut, og Svinkløv Badehotel står stærkere end nogensinde før.

Der er et før og et efter den 26. september 2016 på Svinkløv Badehotel. Det var datoen, hvor det nordjyske badehotel brændte ned til grunden, og i dag, fem år efter, tænker medejer Louise Toft-Hansen tilbage på den skæbnesvangre nat.

- Jeg kan stadig se brandtomten for mig, for den lå her i lang tid, og der gik mange dage, hvor det stadig røg. Vi bor, så vi kan kigge lige herned, og det er klart, at det vækker noget særligt i dag, siger Louise Toft-Hansen, der ejer og driver Svinkløv Badehotel med sin mand, Kenneth.

Branden fylder ikke meget i ejernes bevidsthed i hverdagen, men denne dag i september er alligevel speciel.

- Denne her dag hvert år vil altid give et lille ekstra gib i mig, siger Louise Toft-Hansen.

Hjælp fra lokalsamfundet

Svinkløv Badehotel kunne slå dørene op til det genopførte badehotel i foråret 2019, og hotellet har ikke mistet popularitet af at være brændt ned til grunden og genopført igen. Allerede nu er bookingerne på plads til næste sæson.

- Det er en fantastisk følelse at være her i dag, og vi er så glade for at være nået hertil. Det føles fuldstændig rigtigt, det her hus. Det føles ikke længere som det nye Svinkløv, for nu er det bare Svinkløv Badehotel, siger Louise Toft-Hansen med et stort smil.

Der er et før og et efter branden, men i hverdagen fylder den ikke længere, siger Louise Toft-Hansen.
Der er et før og et efter branden, men i hverdagen fylder den ikke længere, siger Louise Toft-Hansen.
Foto: Sofie Bach, TV2 Nord

Hun understreger, at arbejdet med genopbygningen ikke kunne være klaret uden hjælp, og hun er meget taknemmelig for den støtte, der strømmede ind til Svinkløv.

- Vi vil aldrig kunne gøre det her uden de mennesker, vi har bag os. Både vores personale, lokalsamfundet og fonden, der ejer bygningen. Der er enormt mange involverede parter, der har gjort det muligt at få det op at stå igen.

Natten, der ændrede alt

Det var en defekt tørretumbler, der for fem år siden gik i brand på Svinkløv Badehotel. På få timer brændte badehotellet ned til grunden foran hotellets 48 gæster og værtsparret, der stod som forstenede og så flammerne opsluge huset.

Badehotellet blev opført i 1925, og i 2016 var det et af Danmarks ældste træhuse. De gamle træbrædder og årtiers støv i de hule vægge fik bygningen til at antænde som rent krudt. Det stod ikke til at redde, da ilden først fik fat.

I dag er badehotellet opført i samme stil som det forrige, men med brandsikkerheden for øje.

- Rent teknisk er det her hus bygget, så det ikke kan brænde igen. Vi har alle retningslinjer på plads, og vi får et forvarsel, hvis der er bare de mindste udsving i huset. Det kan være, hvis alle ovne åbnes på samme tid, så får vi et forvarsel om det, fortæller Louise Toft-Hansen.

Du kan læse hele historien om branden på Svinkløv Badehotel i artiklen herunder:

Tre sæsoner efter genopbygningen står badehotellet stadig stærkt i klitlandskabet ved Svinkløv, hvor det har været placeret i næsten 100 år. Lige i dag har Louise Toft-Hansen sat ekstra pris på synet af badehotellet, da hun mødte ind på arbejde:

- Jeg synes, det er meget symbolsk at vågne op til en solskinsdag med blå himmel. Det var det samme, der skete, da brandtomten blev flyttet, der var himlen blå, og solen skinnede. Man kan se, huset stå i alt sin pragt, og det ligner en million sådan en dag. 

Det ikoniske badehotel har rejst sig fra asken, og står efter 2,5 år stadig flot i klitlandskabet ved Svinkløv.
Det ikoniske badehotel har rejst sig fra asken, og står efter 2,5 år stadig flot i klitlandskabet ved Svinkløv.
Foto: Sofie Bach, TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland