Første dag med slukket lyskryds i Hune: - Køen er pisseirriterende
Foto: Ivan Johan Hansen / TV2 Nord
TV2 Nord mødte blandede reaktioner på, at lyskrydset i Hune Tirsdag var dækket til og slukket.
Tirsdag morgen blev det omdiskuterede lyskryds i Hune slukket igen.
Dagen i Hune startede med gule sække hen over trafiklysene i byen omstridte lyskryds.
I mindst et årti har de lokale ønsket sig et lyskryds - for med den store trafik til og fra Blokhus på Vesterhavsvej om sommeren, var det svært at komme ud fra sidevejene.
I juni måned opsatte Jammerbugt Kommune derfor lyskrydset til 600.000.
Men nu er det altså slukket igen.
- Køen er pisseirriterende, lød reaktionen fra Stefan Bo fra Salling, som TV2 Nord talte med i bilkøen ved det slukkede lyskryds.
Kø på sideveje
Slukningen af lyskrydset betyder, at køen nu er tilbage på sidevejene, hvor man som bilist har svært ved at komme ud til hovedvejen.
Og det kunne flere bilister mærke:
- Vi var 20 minutter om at køre 400 meter. Så mange biler var der, siger Ellinger Valøe, der er på ferie fra Dragør.
Hun tror ikke, at det forbedrer situationen at slukke – og måske i sidste ende fjerne - det nyinstallerede lyskryds helt.
- Nu bliver det da endnu værre. For dem, der kommer fra sidevejene, de kan jo slet ikke komme nogle vegne. Jeg forstår det ikke, siger Ellinger Valøe.
- Væk med lyset
Det var dog ikke alle, der var negativt stemt overfor den nye situation i Hunes kendte lyskryds. Kjeld Sørensen fra København, syntes, det fungerede langt bedre med et slukket kryds.
- Jeg synes, det er en god idé. Væk med lyset, udbrød han fra sin bil, da TV2 Nord mødte ham i Hune.
- Da der var trafiklys, der var køen meget længere. Det her må kunne afvikles meget mere fleksibelt, forklarede han.
Jammerbugt Kommune vil i en periode følge, hvilken indflydelse slukningen har på trafikken.
Samtidigt genindføres forbuddet mod venstresving fra Hunetorpvej og Blokhus, hvilket betyder, at trafikken fra Hunetorpvej ledes via rundkørslen til Blokhus.
Slukkede for hurtigt
Byens lokale politiker Merete Fuglsang Hansen (Borgerlisten), der sidder i byrådet i Jammerbugt Kommune, mener, at man burde have forsøgt sig med den nye løsning i længere tid.
- Jeg mener ikke, det giver mening at slukke midt i en højsæson og efter så kort en periode, sagde hun og understreger også, at det er svært at komme med en dom efter første dag uden lyskryds.
- Ro på. Der kan også være kø inde på Limfjordsbroen inde i Aalborg. Der slukker vi da heller ikke lige og tænker, at så går køen væk.
Jammerbugt Kommune vil i en periode følge, hvilken indflydelse slukningen har på trafikken.
Samtidigt genindføres forbuddet mod venstresving fra Hunetorpvej og Blokhus, hvilket betyder, således at trafikken fra Hunetorpvej ledes via rundkørslen til Blokhus.
Se, hvordan folk i Hune reagerede, da det nye lyskryds kom i Juni: