For Poul Frederiksen er den 8. oktober 2020 en dato, han næppe nogensinde kommer til at glemme. Den dag rykkede myndighedernes aflivningshold ind på hans minkfarm på Gjøl. En uge senere var der ingen levende mink tilbage på farmen, som Poul Frederiksen overtog efter sin far – og som det var meningen, at Pouls søn en dag skulle overtage.

Lyt til Fokus som podcast

Nu er der blot tomme bure og en nærmest larmende stilhed tilbage.

- Jeg vil da tro, at jeg skal være med til at pille det ned igen, konstaterer Poul Frederiksen, mens han kigger ud over den farm, der har været en del af hans hverdag hele livet.

Han virker umiddelbart fattet, mens han traver afsted på familiens ejendom, der ligger centralt i Gjøl by. Arbejdstøjet og termojakken med en mink og hans navn trykt på ryggen giver indtryk af en hårdhudet nordjyde. Turen går først forbi den ældste del af farmen. Den ene minkhal efter den anden er tom.

Bagerst på ejendommen ligger den nye del af farmen.

-Ja, ’nye og nye,’ smiler Poul Frederiksen og tilføjer:

-De er bygget i 2013. Men for mig er de nye. Med rustfri bure, som kan holde nærmest evigt.

Der er ingen tvivl om, at han har været stolt af sit erhverv. Et erhverv, hvor der dog næppe bliver brug for langtidsholdbare bure i fremtiden. Spørger man Poul Frederiksen og mange af hans kolleger, er minkerhvervet definitivt lagt i graven. Og derfor er han også – på sin vis - glad for, at en kompensationsaftale endelig er landet.

- Jeg kan bruge aftalen til at få sat et punktum og forhåbentlig komme videre med noget andet, siger han.

Historisk dyr aftale

Det er i dag en uge siden, at regeringen med et bredt politisk flertal i ryggen præsenterede en historisk dyr kompensationsaftale for minkavlerne og følgeerhvervene. Aftalen lød på op til 18,8 milliarder kroner – eller hvad der svarer til budgettet for godt tre supersygehuse.

Men spørger man TV2 Nords politiske analytiker, Søren Wormslev, kommer den historisk dyre aftale ikke som den store overraskelse.

- Man har fra nogle af de partier, som er med i aftalen, haft et ønske om at statuere et eksempel og sige ’det her skal ikke være noget, man bare gør den ene dag efter den anden og bare lukker et helt erhverv ned.’ Det har skullet være meget, meget, meget dyrt, siger han.

Samtidig er de knap 19 milliarder kroner i aftalen også et vidnesbyrd om, at sagen er særdeles speciel, vurderer Søren Wormslev.

- Det er uhørt, at man på den måde nedlægger et helt erhverv – uden at erhvervet på nogen måde har nogen skyld i det. Derfor er der også fra alle politiske partier en vilje til, at man på en eller anden måde skal kompensere.

Og så er der hele spørgsmålet om lovhjemmel, som givetvis også har været et incitament til at få landet en aftale, som de fleste kunne være tilfredse med.

- Regeringen har jo en rigtig møgsag her, fordi der blev givet den famøse melding tilbage i november. Det er en aftale, hvor man fra regeringens side har haft den tilgang, at man ikke oveni den politiske ballade, også skulle have utilfredse minkavlere, lyder vurderingen fra Søren Wormslev.

Skal nok finde på noget

For Poul Frederiksen er rundt regnet fire årtier som minkavler forbi. Det har han erkendt og er i gang med at affinde sig med. For selvom der i minkaftalen er afsat 60 millioner kroner til en såkaldt dvaleordning, så minkavlere, der måtte ønske det, kan starte op igen i fremtiden, er den garvede avler ikke i tvivl: Minkavl er fortid i Danmark. Og det er en skam, mener han:

- Fordi det, der sker - og det skal politikerne vide – det er, at produktionen bare bliver flyttet til andre lande.

Hans tonefald ændrer sig let ved de sidste to ord, ’andre lande,’ for at understrege den bagvedliggende pointe. Poul Frederiksen har ofte selv set, hvordan standarden for dyrevelfærd i lande udenfor Europa lader meget tilbage at ønske – set med danske øjne.
Men hvad fremtiden så byder på for den 55-årige – nu tidligere – minkavler, er stadig på det løse skitseplan. 

En ting er dog sikkert:

- Vi skal nok finde på noget, siger han på klingende vendelbomål.

Hans søn, der ellers skulle have overtaget farmen, er også uddannet tømrer og har fundet job i byggebranchen. Selv regner Poul Frederiksen i første omgang med at bruge et års tid på at afvikle farmen. 

- Det har taget mange år at bygge den her virksomhed op og det skal afsluttes ordentligt. Så jeg vil da tro, at jeg skal være med til at pille den ned igen, siger han. 

Tilbage står så spørgsmålet, om de seneste knap fire måneder – og datoen den 8. oktober 2020 – nogensinde bliver noget, den umiddelbart hårdhudede nordjyde kan lægge bag sig?
Hans stemme bliver grødet da han svarer.

- Jeg kommer aldrig til at glemme det.