Fra museumsinspektør til surdejsbager: - Det har været flyvende start
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Johanne Baggesen indrager familiens bryggers, når hun åbner sin bager.
Før var Johanne Baggesen museumsinspektør. Nu er hun bager og sælger surdej i sit bryggers.
Boller, brød og snurre. Denne morgen er tre ting at vælge imellem i det lille private bageriet ved Slettestrand, og udenfor står kunderne i kø.
- Der har været overvældende mange i dag taget i betragtning, at det er en søndag, og det plejer at være en stille dag, smiler Johanne Baggesen.
I februar sidste år startede hun bageriet ÆLT i hende og mandens hus ved Slettestrand, for enden af en lille grusvej i et sommerhusområde.
- Jeg tror i virkeligheden, det er lidt af charmen ved stedet, at folk, de skal lige lede lidt efter det, og når de finder det, så synes de, at de har fundet noget lidt særligt og specielt, forklarer Johanne Baggesen.
Selvom bageriet er ualmindeligt svært at finde uden kort eller GPS, så kommer der konstant nye kunder til.
- Jeg kiggede bare, hvor det nærmeste bageri var og så stod der, at det her var sådan et lille udkantsbageri, der er åbent mellem 8 og 9, forklarer Lars Dyrner fra Islands Brygge, der er ved Slettestrand for at fejre sin kones fødselsdag.
Johanne Baggesen droppede jobbet som museumsinspektør for to år siden. Forinden var hende og manden flyttet til Slettestrand fra Aarhus, og nu ville Johanne Baggesen ud af familiens hamsterhjul og skabe noget selv. I februar sidste år åbnede hun så et bageri hjemme i privaten.
- Så gik det bare amok lige fra starten. Det har været flyvende start. Jeg har været så privilegeret, og så var det selvfølgelig også en drøm om at være sin egen herre, påpeger Johanne Baggesen.
ÆLT har åbent fra klokken 8 til 9 om morgenen i ferier og højtider. Desuden trækker det ofte lange køer, når der hver fredag er åbent for salg af hjemmelavet surdejspizza.
TV2 Nord besøger bageriet på en søndag morgen. Normalt en stille dag, men allerede et kvarter inden åbningstid venter den første kunde.
- Vi har sommerhus lige hernede bagved. Man kan jo kun blive glad, når man har sådan et lækkert bageri lige rundt om hjørnet, smiler Annette Vendelbo, der til dagligt bor i Holte, men har sommerhus ved Slettestrand.
Her - godt et år efter opstarten - går mikrobageriet som varmt brød. Faktisk så varmt, at Johanne Baggesen har lejet et lille hus i Slettestrand, hvor hun i sidste uge åbnede et selvbetjent brødudsalg med blandt andet boller og frysepizza. Der kom 250 gæster til åbningen.
- Det er også en mulighed for mig at skære ned på spillet fra mit bageri. Når jeg har bagt op til et morgenudsalg, så kan jeg fryse resterne ned, og så kan jeg sælge det også, siger Johanne Baggesen.
Den nystartede bager har en uddannelse inden for oplevelsesøkonomi og historie. Færdighederne som bager har hun øvet sig på ved siden af. Foreløbig har karriereskiftet været en stor succes.
- Folk, de leder efter autenticitet. De leder efter det specielle. Ikke det masseproducerede, men det særlige, og så tror da også, at folk kan godt sætte sig ind i den her drøm med at åbne en lille virksomhed og lægge sin tilværelse totalt om, slutter Johanne Baggesen.