Harmonikatræf fejrede jubilæum med 700 deltagere
25 års jubilæum for byens harmonikatræf
Det traditionsrige harmonikatræf i Biersted-hallen løb lørdag aftenen af stablen for 25. gang.
700 danseglade harmonika-entusiaster var lørdag aften samlet til den 25. udgave af Biersted Harmonikatræf i byens hal til en aften med masser af dans og glad musik.
Selv om jubilæumsaftenen skulle være en glædens aften for arrangørerne, så var der alligevel lidt pessimisme at spore hos Christian Bundgaard fra harmonikaorkesteret Go-Jawten.
- Jeg ved ikke, hvordan det stadig kan køre. Det er 25 år siden, jeg fik idéen, og så er det jo så gået slag i slag siden da. Det har været lidt svingende med publikum fra år til år, men det er dejligt, at der er så mange i aften. Men jeg tror ikke, det holder 25 år endnu, sagde Christian Bundgaard.
Det var dog ikke kun ældre mennesker, harmonikatræffet havde trukket til huse. Faktisk kunne 33-årige Michael Andreasen fra Landsbymusikanterne i Dronninglund trække aldersgennemsnittet gevaldigt ned ved sin tilstedeværelse.
- Jeg ville jo gerne, at vi unge kunne modsige Christian Bundgaard lidt og fortsætte festivalen de næste 25 år, sagde Michael Andreasen.
- Jeg er vokset op med dansktop-musik, som er det, der hovedsageligt bliver spillet her, så det er musikinteressen, der gør, at jeg er her. Og om det er unge eller ældre, man underholder, det er sådan set lige meget. Bare de er glade for det, man laver, tilføjede Michael Andreasen.