Ib Ib hurra: Efter 18 års tilløb bliver han nu fast fotograf på TV2 Nord
Foto: Tino Pedersen / TV2 Nord
Hastværk er lastværk, men at det skulle tage hele 18 år før Ib William Christensen og TV2 Nord slog pjalterne endegyldigt sammen, er vel også at gå i den anden grøft.
Men det er ganske vist: Næsten 18 år efter, at Ib William Christensen første gang satte sin ben på TV2 Nord, bliver han 1. juni fastansat som fotograf.
I løbet af alle de år har han selv filmet hundredvis – eller måske nærmere tusindvis af interviews, men det her er faktisk første gang, at han selv prøver at blive interviewet og er i fokus. Og det er ærlig talt ikke hans yndlingsbeskæftigelse.
Han vil langt hellere stå bag kameraet og være fluen på væggen – men mest af alt elsker han at være med lige der, hvor tingene sker, og nyhederne skabes.
- Nyheder er min favorit. Især historier om ”den lille mand mod systemet” og lignende ting, som er med til at forme vores samfund. Det er spændende at være med til, og det har gennem årene også skærpet min egen interesse for samfundsforhold, siger Ib William Christensen.
Tre uger i Corona-helvede
Den absolut værste periode i hans lange fotografkarriere kan på grund af hans nyhedsinteresse og ønsket om at være med, hvor det sker, meget præcist indkredses til tre uger efter coronaen brød ud i 2020.
På det tidspunkt var Ib William Christensen i Tjekkiet for at arbejde på produktionen af en reality-serie. Han nåede at pakke grejet sammen og komme med sidste flyver ud af Tjekkiet og hjem til Danmark, men...
- Fordi jeg kom fra udlandet, havnede jeg i karantæne i tre uger. Det var ganske forfærdeligt at sidde der i tre uger uden at kunne være med til at dække noget af det vildeste, der er sket i Danmark i mange år, siger den erfarne tv-fotograf.
Reality-fotograf
Ib William Christensen kom til TV2 Nord 1. oktober 2006 som fotograf-elev. Efter endt uddannelse kastede han sig ud i livet som freelancefotograf – både på TV2 Nord, men også på en lang række projekter i ind- og udland.
Han har blandt andet arbejdet på den berømte og berygtede realityserie ”Ex on the beach”, og så har han lavet bunker af slovakisk og tjekkisk reality-tv, hvor han mest har fungeret som tekniker og teknisk ansvarlig. Og så masser af sport, hvilket man faktisk godt kan være uhyre dygtig til som fotograf uden nødvendigvis at kende forskel på indkast og hjørnespark. Det kan han dog godt, men…
- Fodbold interesserer mig ikke, men det gode er så, at man jo ikke står og bliver revet med af kampen, men kan koncentrere sig om det fototekniske, siger Ib William Christensen med et smil og tilføjer:
- Men ishockey er sjovt at filme.
Ib William Christensen har i dag flere vigtige funktioner på TV2 Nord. Han arbejder en del af tiden som fotograf på TV2 Nords daglige nyheder, men derudover har han i flere år været en eftertragtet fotograf på nyhedsopgaver for TV2. I dag er han i perioder fast mand på et af de to daglige tv-hold på TV2 Nord, som producerer nyheder og andet indhold for TV2 og masser af live-tv til TV2 News.
NYT OM TV2 NORD:
TV2 Nord ønsker at styrke dialogen med nordjyderne, øge forståelsen for den journalistik, som mediehuset laver, og gennem det synliggøre, hvordan TV2 Nord kan gøre en forskel for nordjyderne og for Nordjylland.
Derfor bringer TV2 Nord af og til nyheder fra egen verden. Det vil fremgå tydeligt af omtalen, når der er tale om, at TV2 Nord bringer nyheder om TV2 Nord
Fotograf på prisbelønnet redaktion
De seneste måneder er Ib William Christensen også blevet en af de fotografer, som er tilknyttet Nordjydernes Redaktion på TV2 Nord. Det er en redaktion, som laver reportager og mere undersøgende journalistik, herunder også kritisk journalistik. Redaktionen blev tidligere i år belønnet med den nordjyske, journalistiske hæderspris, Maren-Prisen.
Har du en god historie, som du synes, at TV2 Nords nye faste fotograf og resten af holdet skal kaste sig over, så send dit tip til: https://www.tv2nord.dk/tip