Jammerbugt slog Vejgaard i overtidsdrama

De nordjyske mandskaber tog fredag aften hul på sæsonen i 2. division, hvor lokalopgøret mellem Jammerbugt og Vejgaard endte i et sandt drama.

Der var spænding til sidste sekund, da Jammerbugt FC fredag aften indledte sæsonen i 2. division med en 3-2-sejr over oprykkerne fra Vejgaard. Lokalopgøret på Jetsmark Stadion blev først afgjort fem minutter inde i overtiden, hvor Christian Rye sikrede hjemmeholdet sejren med en scoring på straffespark.

Sejrsmålet var Ryes anden straffesparksscoring i kampen. Han udlignede også til 1-1 fra 11-meter-pletten i slutningen af første halvleg, efter at Martin Sloth Christensen havde bragt gæsterne foran efter 24 minutters spil.

Lasse Steffensen sendte Jammerbugt på sejrskurs 20 minutter før tid, men Martin Sloth Christensen så ud til at sikre Vejgaard et enkelt point i sæsonåbneren, da han udlignede i overtiden. Værterne fik sig dog tilkæmpet deres andet straffespark i kampen, og det udnyttede Christian Rye til at sikre Jammerbugt FC de tre point.

Thisted FC var også i aktion fredag aften. Det nordvestjyske mandskab var på en svær opgave i Aarhus, hvor Aarhus Fremad var modstanderen. Værterne bragte sig foran tidligt i anden halvleg, men takket være scoringer fra Allan Høvenhoff og Sonny Jakobsen lykkedes det Thisted at få de tre point med sig hjem.


Seneste nyt

fra Nordjylland