Kat mistede livet i villabrand

Nordjyllands beredskab rykkede søndag over middag ud til en brand ved Pandrup.

Nordjyllands Beredskab måtte søndag omkring middag rykke ud til en brand i en villa på Engesgaardsvej uden for Pandrup.

Her var der, af indtil videre ukendte årsager, udbrudt brand på husets førstesal og flammerne havde godt fat i huset.

- Der var rimelig varmt, men det lykkedes os at få slukket branden ned rimelig hurtigt, fortalte indsatsleder Thomas Dybbro fra Nordjyllands Beredskab godt halvanden time efter at branden var brudt ud ved 12.30-tiden.

- Nu er vi igang med at efterslukke, lede efter gløder og luer og så er skadesservice blevet koblet på, så de kan tjekke, hvor voldsomme skaderne er, fortæller indsatslederen.

Det var Falck fra Pandrup, der rykkede ud til branden og med assistance fra stationen i Brovst fik de den hurtigt slukket ned. Familien i huset kom hurtigt ud og var på intet tidspunkt i fare. Desværre mistede familiens kat livet.

- Det fortæller noget om, hvor meget røg der har været, at katten går tabt, siger indsatslederen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland