29-årig mand trak håndbremsen på motorvejen – mens han sad på passagersædet

To personer slap heldigt fra et trafikuheld på E45, men bilens passager bliver sigtet for spirituskørsel.

Nordjyllands Politi blev natten til søndag, kort før klokken 2, kaldt ud til et trafikuheld på E45 ved Svenstrup – et scenarie, der ikke er politiet ukendt, men som denne gang var noget mere specielt end normalt.

- Der er tale om en kvinde på 56 år der kører i sydgående retning sammen med sin søn på 29 år, der sidder på passagersædet, forklarer vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi og fortsætter:

- Af en eller anden grund kommer de op og skændes og det ender så med, at sønnen trækker håndbremsen på bilen.

Den aktion betød at bilen skred ud, rullede rundt og landede på taget. Det lykkedes dog både den 29-årige søn og hans mor at komme ud af bilen.

- De var umiddelbart uskadte, men naturligvis omtumlede, så de blev kørt til skadestuen, fortæller vagtchefen.

29-årig forsvandt fra skadestuen

Her skulle man tro at politiets opgave sluttede, men den 29-årige forsvandt lige pludselig fra skadestuen.

- Han var i en bekymrende sindstilstand og vi mistænkte, at han måske havde slået hovedet mere end man havde troet i første omgang, så ham var vi ude og lede efter og vi fandt ham heldigvis og kørte ham tilbage til skadestuen, fortæller vagtchefen.

Her fik han i øvrigt udtaget en blodprøve, der skal afgøre om han var påvirket af alkohol. Fordi han trak i håndbremsen under kørslen, betragtes han nemlig som fører af bilen og derfor er han også sigtet for spirituskørsel.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland