Knivrøver fra Brovst fængslet: Stak vidne i maven
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den 25-årige mand fra Brovst, der i februar stak et vidne i maven under et knivrøveri, har fredag fået sin dom.
Det gik voldsomt for sig, da en 25-årig knivrøver i begyndelsen af februar i år rundede SuperBrugsen i Brovst. Her endte han med at stikke en kunde, der ville holde ham tilbage, i maven, før han stak af med 7000 kroner fra kassen.
Fredag har røveren, Simon Mathias Mumm, fået sin dom: To år og seks måneders ubetinget fængsel.
Det skriver anklager ved Nordjyllands Politi, Eva Madsen, på Twitter:
Retten i Hjørring: 25årig mand fundet skyldig i røveri og røveriforsøg samt knivstik i forbindelse med det ene røveri begået i februar 18. Straffen blev fastsat til 2 år og 6 mdr. /EMA #anklager
— Nordjyske anklagere (@NjylAnklagere) December 21, 2018
Røveriet skete den 6. februar. Her gik Simon Mathias Mumm først ind i Fakta på Toftevej i Brovst for at stjæle kontanter her. Men da butikken var kontantløs, gik han videre til SuperBrugsen kort derfra.
Her trak han en kniv og truede sig til 7000 kroner. Men under flugten blev han altså forsøgt tilbageholdt af en mand i butikken. Manden slap dog uden alvorlige skader. Efterfølgende var Nordjyllands Politi massivt til stede i byen for at forsøge at fange den 25-årige knivrøver.
Han blev dog først anholdt dagen efter, da han selv meldte sig på politistationen i Aalborg.
Den 25-årige tiltalte valgte at modtage dommen.