Kræver længere åbningstider: - Et lægehus uden en læge er som en citronfromage uden citron
- Folk mangler lægevagten og den tryghed, der er i det, lyder det fra borgmester Mogens Gade.
Borgmesteren i Jammerbugt Kommune vil have regionen til at finde penge til udvidede åbningstider i lægehuset i Brovst, efter lægevagten blev lukket i marts.
Det skabte ramaskrig blandt borgerne i Farsø, Skagen og Brovst, da Region Nordjylland og PLO i januar underskrev en udskældt aftale om fremtidens vagtlægeordning fra 1. marts.
Ordningen betød, at mange borgere fik længere til lægevagten. Blandt andet i Brovst, hvor borgerne nu skal køre 35 kilometer til Aalborg for at komme til lægen uden for almindelig åbningstid.
Borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, kræver nu at Region Nordjylland finder penge til udvidede åbningstider i lægehuset i Brovst, når de skal forhandle næste års budget.
- Folk mangler lægevagten og den tryghed, der er i det. Udvidede åbningstider vil give mange fordele – for eksempel for børnefamilier, der kommer hjem fra arbejde og kan tage lille Peter eller Susanne til lægen, siger Mogens Christen Gade fra Venstre.
Han foreslår en løsning, hvor lægehuset udvider åbningstiden til klokken 22.
René har opgivet lægevagten – ringer i stedet 112
René Revsbech Frank er en af de borgere, der savner lægevagten i Brovst. Han kalder forslaget om udvidede åbningstider for ”en okay start”.
- Den oprindelige plan var jo, at der ikke skulle være noget, så det er da bedre end det, de startede med, siger 36-årige René Revsbech Frank.
Han er sygemeldt med en arbejdsskade og har ingen bil. Får han brug for lægevagten, betyder det, at han er tvunget til at tage bus eller taxa til Aalborg.
- Det er for bøvlet med bussen fra Brovst, og hvis man ikke kan nå den sidste bus hjem, så koster en taxa 700 kroner. Jeg har besluttet mig for, at jeg ringer 112, hvis jeg får brug for lægevagten, selvom det er spild af ressourcer, siger René Revsbech Frank.
Jeg har besluttet mig for, at jeg ringer 112, hvis jeg får brug for lægevagten, selvom det er spild af ressourcer.
René Revsbech Frank, Brovst
- Vi er klar til at løse opgaven
Det er firmaet Alles Lægehus, der driver lægehuset i Brovst. Her er de klar til at udvide åbningstiderne, hvis regionen finder pengene til det.
- Vi er klar til at løse opgaven, og vi kan træde til med ganske kort varsel, siger Thomas Helt, der er bestyrelsesformand for Alles Lægehus.
Alles Lægehus har overtaget det gamle lejemål i Brovst, og derfor står de gamle vagtlægelokaler indrettet og klar. Dermed er den største opgave at lave aftaler med medarbejderne om at tage vagterne – noget, Thomas Helt sagtens mener, kan lade sig gøre.
Han kan godt se for sig, at lægehuset kan udvide åbningstiden til klokken 22. Men kommer der andre forslag på bordet, er han også åben overfor dem.
- Jeg er åben for en drøftelse om at skrue det sammen på forskellige måder, siger Thomas Helt.
Behov for trygheden ved lægen
For Mogens Christen Gade i Jammerbugt Kommune er det vigtigt, at det er læger, der bemander lægehuset – og ikke sygeplejersker eller paramedicinere.
- Et lægehus uden en læge er som en citronfromage uden citron. Selvom vi har veluddannede sygeplejersker og paramedicinere, er der brug for trygheden ved at lægen er ved en lægevagt, siger borgmesteren.
Region Nordjylland forventer, at det vil koste mellem en og tre millioner kroner om året at udvide åbningstiden i udbudsklinikken i Brovst, alt efter tilbuddets karakter og indhold.
- Jeg er godt bekendt med forslaget, som for nylig blev fremsat og drøftet på et borgermøde i Brovst om lægevagten. Vi sidder lige nu i Region Nordjylland og skal lægge budget for 2021, og den forbindelse skal vi også drøfte muligheden for kompenserende tiltag efter lægevagtens omlægning, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) til TV2 Nord.
- Udvidelse af åbningstiden i udbudsklinikken i Brovst indgår som et af forslagene i budgetkataloget, og det kommer også til at indgå i de videre budgetdrøftelser, men i respekt for de forhandlinger, som der skal være mellem partierne i regionsrådet, vil jeg ikke på nuværende tidspunkt lægge mig fast på, hvilke supplerende tiltag, der bør prioriteres, siger hun.