Nordjysk Elite Speedway kaster håndklædet i ringen

Nordjysk Elite Speedway i Brovst har valgt at trække sig fra speedwayligaen resten af året. Det skyldes dårlig økonomi.

Det er bare to år siden, at Nordjysk Elite Speedway blev opstartet, så der igen kunne blive kørt superliga speedway på slaggerne på Brovst Speedway Center.

Ambitionerne var store. Dengang sagde Allan Thomsen, der er formand for Nordjysk Elite Speedway sådan: 

- Når man siger speedway, så siger man også Brovst. Ambitionen er, at vi skal med i top 4. 

FAKTA

Nordjysk Elite Speedway ligger sidst i speedwayligaen med 2 point. Der er kørt 9 matches. 

Onsdag aften skulle de have kørt i Fjeldsted. De skulle også have kørt 10., 17., 24. og 31. august. Alt det er nu aflyst. 

Ikke afvisende overfor flere sponsorater

Klubben fik flere sponsorater, heraf et tre-årigt sponsorat fra Jammerbugt Kommune, fordi man fandt det vigtigt, at der igen kom elite speedway til Brovst. 

- Ærgerligt er det jo, at det ikke kan lade sig gøre at have elite speedway i Nordjylland, for der er stor tradition for det i Brovst. Derfor gav vi dengang sponsoratet, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V). 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han mener, at grunden til, at klubben så tidligt må kaste håndklædet i ringen, er, at man ikke har satset på at gøre det til en klub for hele Nordjylland, men fokuseret meget lokalt. Og derfor, har det ikke været muligt at hente pengene fra publikum og sponsorater, til at fortsætte. 

- Det kan jo godt være, at speedwayen i Brovst rejser sig igen, og vi er ikke afvisende overfor et nyt sponsorat. Vi skal selvfølgelig se godt og grundigt på projektet og være endnu bredere, siger borgmesteren. 


Seneste nyt

fra Nordjylland