Nordjysk kommune lander bred budgetaftale
Fredag blev der indgået budgetforlig i Jammerbugt Kommune imellem 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Herunder Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.
- Vi har i Jammerbugt kommune en tradition for brede budgetforlig, hvilket vi fortsætter med i dette års budgetaftale, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.
Budgetlægningen har ifølge borgmesteren været udfordrende, og det har været nødvendigt at træffe svære beslutninger. Allerede i juni måned blev der vedtaget reduktioner i budgettet for budget 2024 og budget 2025.
- I budgetprocessen har vi haft fokus på at sikre et solidt budget, og det er igen lykkedes os at prioritere de store serviceområder på trods af et stramt udgangspunkt, konstaterer borgmesteren.
Derfor er det også lykkedes at afsætte midler til at sikre den demografiske udvikling både i forhold til børnepasning, skole og seniorområdet.
På beskæftigelsesområdet ses der fortsat store stigninger i udgifterne til især seniorpension og førtidspension. For at imødekomme disse stigninger i udgifter er der i 2025 afsat samlet 33,2 millioner kroner til området, mens der er afsat 22,4 millioner kroner til ældreområdet.
Derudover oplyser borgmesteren, at der investeres bredt i Jammerbugt Kommune med både store og små investeringer. Der er blandt andet afsat midler i 2025 til Masterplan i Brovst samt Tandklinik ved Sundhedshuset i Brovst. Samtidig afsættes der flere penge i 2025 til asfalt og bygningsvedligeholdelse.
I budgettet for 2026 afsættes der desuden penge til investering i Nr. Halne skole, cykelsti ved Kvorupvej i Pandrup samt cykelsti til Biersted.
Og så vil Jammerbugt Kommune fortsætte den grønne omstilling ved at udskifte den resterende del af kommunens gadelamper til LED-belysning i løbet af 2025.
Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 11. oktober 2024.