Nu er smitten på Gjøl: - Det er en smittebombe med alle de smittede dyr

Minkavler Poul Frederiksen på Gjøl har 37.664 mink, der nu skal aflives. Nu venter over 30 minkavlere i området på besked om, hvorvidt alle deres mink skal slåes ned.

Fredag aften fik den nordjyske pelsdyrsavler Poul Frederiksen en dårlig men ventet besked. Coronavirus havde ramt hans minkfarm. 

- Jeg er meget berørt af situationen. For en uge siden opdagede jeg, at nogle få dyr havde det dårligt. Og pludselig havde det så spredt sig til det meste af min farm, fortæller Poul Frederiksen, der har sin farm på Kirkebakken på Gjøl. 

Tusindvis af mink skal aflives

Poul Frederiksen har i alt 37.664 mink, og de skal nu alle aflives.  Fødevarestyrelsen kontaktede familien i aftes med beskeden om, at farmen er konstateret smittet med coronavirus. 

- Jeg kunne se, at mine dyr var syge, fordi de spiste langt mindre, end de plejer, og så lå de bare og pustede. Det er så voldsomt det her, så jeg håber virkeligt, at dyrene snart bliver aflivet, siger Poul Frederiksen, der har arbejdet alene på farmen med sin kone den seneste tid for at undgå, at der kom smitte på farmen.

Han fortæller, at de ikke ved, hvordan dyrene er blevet smittet. Selv er de i fredags blevet coronatestet. Svaret viste imidlertid en negativ svar, men ægteparret skal testes igen i dag. 

- Fra Fødevarestyrelsen lød det, at de mener, at vi nok er smittet, da så mange dyr er syge. Så vi skal testes igen i dag, men vi har ikke symptomer. 

Poul Frederiksen har været pelsdyravler siden 1981 og er rystet over, hvor hurtigt smitten spreder sig. Der er over 30 minkfarme i Gjøl området. 

- Det er en smittebombe med alle de smittede dyr. Nu håber jeg, at myndighederne bare kommer i gang med at slå dyrene ned hurtigt, ellers må politikerne på banen og skubbe på, siger han. 

Reglerne fra myndighederne lyder, at minkfarme, som ligger indenfor otte kilometer fra en smittet besætning, skal slåes ned. 

- Hvis de holder fast i det, så skal alle minkbesætninger på Gjøl slåes ned, fastslår Poul Frederiksen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland