05:35

Jammerbugt Kommune forslår at åbne 88 vuggestuepladser, men flere forældre frygter, at det kommer til at true dagplejen.

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Nye vuggestuepladser på vej: Borgere frygter for dagplejens fremtid

Flere forældre frygter, at Jammerbugt Kommune er ved at tage livet af adskillige dagplejemødre. Kommunen vil i stedet satse på flere vuggestuepladser.

Jammerbugt Kommune foreslår i en plan, der netop har været i høring, at oprette 88 nye kommunale vuggestuepladser – angiveligt for at imødekomme flere forældres efterspørgsel. Men ikke alle småbørnsforældre er lige glade for ideen. Hanne Kragh fra Aabybro, der er mor til Frederik på 11 måneder, er en af skeptikerne.

- Jeg frygter, at kommunen er i gang med at gøre den kommunale dagpleje så dårlig, at man i stedet vælger et privat pasningstilbud. Det vigtigste for mig er, at Frederik i de spæde år er i så hjemlige og trygge omgivelser som muligt, og kun skal forholde sig til én kendt voksen og tre kammerater. Det kan kun en dagplejemor levere, siger Hanne Kragh.

Læs også Nørhalne kæmper for sine vuggestuer og børnehaver

Jammerbugt Kommunes forslag har fået flere end 300 til at svare i høringen, og der er både for og imod. Jens Jungersen (Venstre), Formand for Børne- og Familieudvalget, Jammerbugt Kommune, forstår ikke nogle af forældrenes skepsis.

- Jamen, jeg synes jo, det er et fremskridt. Det er med til at give en merværdi til den børnepasning, vi tilbyder i Jammerbugt Kommune i dag, i og med vi får en bredere palet af tilbud. Det giver samtidigt også giver en større valgmulighed for forældrene, siger Jens Jungersen.

Men ifølge Hanne Kragh kan den ekstra valgmulighed hurtigt blive vendt til det modsatte.

- Der bliver jo ikke noget valg i de mindre byer, hvis der kun bliver en eller to dagplejemødre i fremtiden. Hvem skal så tage børn i gæstepleje – og hvordan skal de så holde det høje faglige niveau, som vi har i dag med legestuer og fællesarrangementer? Jeg frygter, at det her er et skalkeskjul for besparelser på området, siger Hanne Kragh.

Det afviser Jens Jungersen, som nu vil læse de mange høringssvar igennem inden Børne- og Familieudvalget skal tage en beslutning den 28. november i år.

- Jeg lytter til alle, som har en konstruktiv holdning i debatten, og nu går arbejdet så i gang med at gå høringssvarene igennem, siger Jens Jungersen.

Læs også Nordjyske børnehaver slipper matematikken løs