Nytårsmad stjålet fra restaurant i Blokhus
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Restaurant Futten har haft indbrud i nat og fået stjålet mad, der var bestilt til senere i dag og til nytårsbrunch i morgen.
Indbruddet blev opdaget her til morgen, da indehaver Thomas Othegraven og hans personale mødte på arbejde.
- Vi kan se på overvågningskameraet, at indbruddet fandt sted i nat klokken 01.20, hvor to mænd kom ind og brød en kølecontainer op og tog det, der var i containeren, siger Thomas Othegraven.
Han fortæller, at man også på overvågningen kan se biler køre fra restauranten efterfølgende.
I kølecontaineren opbevarede restauranten mad til en række kuverter, som senere fredag skulle have været leveret ud af huset, ligesom containeren også indholdt det, der skulle have været brugt til nytårsbrunch på restauranten 1. januar.
Forventer at kunne levere de bestilte måltider
Fredag formiddag var Thomas Othegraven i gang med at få overblik over, hvad der er stjålet. Han arbejder dog på at kunne levere de måltider, som kunderne har bestilt til nytårsaften.
- Det, som skal ud af huset klokken 14, har vi heldigvis liggende i vores frysecontainer, som tyvene ikke har været i, siger Thomas Othegraven og fortsætter:
- Med hensyn til i aften og i morgen, så trækker vi på venner og bekendte, og så skal vi også selv ud at handle om lidt.