Offer mistede øjet: 18-årig dømt for grov vold
Foto: Joakim Brader
Fem mænd er fredag ved Retten i Hjørring blevet dømt for et voldeligt overfald begået i Kaas den 16. november.
Natten til lørdag den 16. november 2019 blev en mand i 40´erne udsat for et groft voldeligt overfald på en villavej i Kaas, da han bad en gruppe på seks unge mænd om at dæmpe sig.
Det fik gruppen til at skubbe ham omkuld, trække ham over til et hegn, og efterfølgende udsætte ham for en række slag og spark, både på kroppen og i hovedet. Overfaldet var så voldsomt, at offeret efterfølgende mistede sit venstre øje.
Dømt efter forskellige paragraffer
Ifølge anklageskriftet var tre af mændene tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter af så grov beskaffenhed, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder efter straffelovens § 246, jf. § 245.
Tre andre mænd var tiltalt for vold efter straffelovens § 244.
- Til at begynde med er de seks personer, der i fællesskab starter overfaldet, med at skubbe til offeret, men herefter er der tre der går fra stedet, mens tre andre fortsætter, fortæller anklager Torben Kaufmann Sørensen.
Af de tre mænd der var med i begyndelsen, blev én frifundet, mens de to andre fik 30 dages ubetinget fængsel.
Sparkede med sikkerhedssko på
18-årige Mads Alexander Larsen fik den hårdeste dom. Han blev idømt 2 år og 3 måneders fængsel for overfaldet.
- Det er rettens vurdering, at det er ham, der tildeler offeret spark i hovedet med sikkerhedssko på, så han får de alvorligste skader, forklarer Torben Kaufmann Sørensen.
18 årig idømt 2. år og 3. måneders fængsel, ved Retten i Hjørring. Dømt efter den groveste voldbestemmelse, ved den 16. November 2019, at have sparket en 42 årig i hovedet, så han mistede synet på det ene øje. tks/ #anklager
— Nordjyske anklagere (@NjylAnklagere) May 22, 2020
De to andre, der også var tiltalt efter den grove voldsparagraf, fik henholdsvis 4 og 5 måneders ubetinget fængsel.
Nu skal en civil domstol tage stilling til, om offeret skal have erstatning.