Sommerhusejere frygter megasommerhus skaber dominoeffekt
En grundejerforening ved Thorupstrand frygter byggeriet af et nyt stort sommerhus på 242 kvadratmeter. Ifølge grundejerforeningen vil det få konsekvenser for området.
Et projekteret sommerhus på 242 kvadratmeter ved Thorupstrand har fået grundejerforeningen op i det røde felt. De frygter, at der kommer flere store sommerhuse i et område, hvor den gennemsnitlige størrelse på sommerhuse er 120 kvadratmeter.
Jammerbugt Kommune har netop givet tilladelse til opførelsen af et 242 kvadratmeter stort sommerhus ved Thorup Strand. Og det er ikke lige frem noget der huer formanden for grundejerforeningen Thorup Strand Øst, Hans Gro Hansen.
- Jeg er bekymret for udviklingen i vores område, hvis der bliver lukket op for partysommerhuse, siger han.
- Det passer slet ikke ind i vores område heroppe, og vi undrer os over, at kommunen overhovedet vil give en tilladelse til sådan et byggeri.
Ifølge Hans Gro Hansen er den gennemsnitlige størrelse på sommerhuse i området 120 kvadratmeter.
Borgmester vil kigge på reglerne
Han peger desuden på, at der i det grundlag for eksisterende og fremtidige sommerhusområder, som Jammerbugt Kommune har udarbejdet, står, at det ikke vil være hensigtsmæssigt med for store sommerhuse og at sommerhuse bør have en maksimal størrelse på 180 kvadratmeter. Alligevel har kommunen givet dispensation til det nye byggeri.
- Det grundlag som kommunalbestyrelsen har fremlagt er fremadrettet. Det der er sket her konkret er, at der er blevet givet mange dispensationer tidligere og i kommunalforvaltning er der noget, der hedder lighedsprincip, så hvis nogle har fået lov til det, så skal andre også have lov, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (Venstre).
Borgmesteren vil dog gerne kigge på, om reglerne er som de skal være, da han heller ikke ser de store sommerhuse som en del af kommunens fremtidige sommerhusområder.
- Det er ikke det, der er vores primære ønske. Det her giver anledning til, at vi vil kigge på det i vores tekniske udvalg. Så kan vi rette det ned, så man ikke giver dispensation til sommerhus over en vis størrelse, slutter borgmesteren.