Succesdag i bassinet trods præmieløst resultat
109 svømmere mødte op i Jetsmark Idrætscenter, hvor der var Den Store Svømmedag. Her var der præmier på spil, men det var ikke det vigtigste.
Frugt, saftevand og diplomer. Det var, hvad ventede de svømmere, som søndag troppede op i Jetsmark Idrætscenter. Det var Den Store Svømmedag, som er arrangeret af Dansk Svømmeunion og er et arrangement med gratis adgang og konkurrence mellem de deltagende svømmehaller.
Hos Svømmeklubben JET i Pandrup var det noget andet end præmierne, som de jagtede.
- Vi vil gerne være en svømmeklub, der fokuserer på socialt samvær og fællesskab for hele familien, og det kan Den Store Svømmedag være med til, siger Mette Schiønning, der er bestyrelsesmedlem i svømmeklubben.
Medlemmer over præmier
Henover dagen er der flere konkurrencer mellem de deltagende svømmehaller. Det blev hurtigt tydeligt for Mette Schiønning, at der nok ikke kom topplaceringer til Svømmeklubben JET.
Konkurrencer mellem svømmehallerne
De deltagende svømmehaller i Den Store Svømmedag dystede i tre konkurrencer. Vinderen af hver disciplin blev belønnet med en præmie fra Dansk Svømmeunion.
De tre konkurrencer var:
- Flest antal svømmede kilometer
- Flest antal personer i vandet
- Flest antal personer i vandet per indbygger i byen
- Jeg kan også godt se, at hvis vi skal vinde noget, så skal jeg ud i byen og finde et par habile svømmere, som kan tage et par kilometer eller fem i bassinet, siger hun med et grin.
En af dem der lavede et godt bidrag i svømmebassinet var 15-årige Emma Andersen. Hun træner svømning flere gange om ugen, og søndag brugte hun som en ekstra træning.
- Jeg synes, det er fedt at svømme og komme ud og træne lidt udover min normale træning, lød det i en af hendes pauser.
Den 15-årige svømmers mål for dagen var, at hun skulle svømme 2500 meter. Undervejs tog hun nogle pauser, hvor hun stod med ansvaret for at tælle antallet af svømmede meter fra de andre. Samtidig skulle depoterne fyldes op.
- Man går rundt og spiser lidt frugt og drikker lidt saftevand og tager lidt slik indimellem, siger hun.
Dalende medlemstal
På grund af corona er det første gang i tre år, at Den Store Svømmedag er blevet arrangeret. Svømmeklubben JET har tidligere deltaget i arrangementet, og i år nyder de at være tilbage.
- Vi synes det er super dejligt at få lov til at være med, og at vi i samarbejde med Jetsmark Idrætscenter kan være med og få sådan en dag afviklet, siger Mette Schiønning.
I øjeblikket er der omkring 150 medlemmer i svømmeklubben, og det er cirka 100 færre end før corona. Derfor håber de også, at arrangementet kan få lokket flere medlemmer til klubben.
- Vi håber selvfølgelig, at de har en rigtig hyggelig dag og går trætte hjem - for det bliver man i den varme svømmehal - og med et smil på læben. Og så kunne det jo være, at det kunne give os lidt flere medlemmer, siger bestyrelsesmedlemmet.
I alt blev der svømmet 23 kilometer i svømmebassinet, og Emma Andersen nåede sit mål på 2,5 kilometer. Dagens tre vindende svømmehaller kom alle fra andre steder end Nordjylland.