Taget for spritkørsel adskillige gange: 29-årig varetægtsfængslet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 29-årig mand fra Kaas er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han to gange på et døgn blev taget for spritkørsel.
En 29-årig mand fra Kaas er i dag i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring blev varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Louise Watson til TV2 Nord.
Den 29-årige er sigtet for fire gange i år at have kørt i spirituspåvirket tilstand og for kørsel, selv om han har fået frakendt kørekortet.
- Den sigtede erkendte de to forhold, men han nægtede sig skyldig i de to andre forhold, fortæller Louise Watson.
Hun siger, at grunden til, at den 29-årige er blevet varetægtsfængslet, er, at der er fare for, at han vil begå nye lignende overtrædelser, og at han tidligere er straffet for lignende forhold.
Den 29-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til at kære afgørelsen om varetægtsfængsling.
Den 29-årige blev lørdag aften anholdt ved Pandrup, efter han havde kørt rundt i en minilastbil i spiritus- og narkopåvirket tilstand.
Og efter løsladelsen i løbet af søndagen var den gal igen om aftenen, da den 29-årige blev anholdt i Kaas, efter at han havde kørt påvirket rundt på en motorcykel.